Egeskov Slot lider i varmen: Udtørrer voldgraven kan det ødelægge slottet

Tørken er på vej til at få masser af konsekvenser overalt i landet. Også på Egeskov Slot er det nu ved at stramme til.

- Prøv at se. Det er jo altså ret massivt.

Egeskov Slots direktør, Henrik Neelmeyer, peger ud over en af slottets søer, der lige nu er væsentligt mindre, end den var for bare en måned siden.

Tørken og det varme sommervejr har fået vandet i søen til at fordampe, så lige nu er der en stor, mudret bred på søen. Det plejer det ikke at være, og det gør Henrik Neelmeyer bekymret.

quote Som fordampningen er lige nu med den vind og det vejr, vi har lige nu, så går der cirka ti dage, før det begynder at blive kritisk. Så er det alvorligt

Henrik Neelmeyer

- Det giver to problemer. Der er rigtig mange fisk i søen, og dem vil vi gerne redde. Gedder og skaller og andet. Så dem bjerger vi og putter ned i den ende af voldgraven, der stadig har vand.

- Og så er søen jo vores forsyning til at regulere vandstanden i voldgraven. Så det giver et ret stort problem, når den her sø bliver tom, forklarer direktøren.

For problemet med manglende vand i søen sender dermed også aben videre til slottets voldgrav, der ligger ved siden af søen – og rundt om slottet.

I yderste konsekvens falder vandet i voldgraven så meget, at de 2.000 egestolper, som selve slottet står på, bliver fritlagt. Gør de det, er der alvorlig risiko for, at de begynder at gå i forrådnelse. 

Tankbiler i pendulfart

Så slemt er det ikke endnu, men situationen er alvorlig på Egeskovs område, fortæller direktør Henrik Neelmeyer.

- Vi har to muligheder. Vi kan lave et beredskab, som vi har planlagt med tankbiler, der fra nogle boringer her i nærheden kan køre i pendulfart ind med vand til voldgraven.

- Den anden mulighed er, at vi indkapsler den ene halvdel af voldgraven nede omkring slottet, så vi tager det vand, der er tilbage i den anden halvdel, og flytter over. Det vil vi dog helst ikke, for når man tømmer en voldgrav, kommer der til at lugte ret grimt, når solen skinner på. Så det bliver nok tankbil-løsningen, når vi når der til, siger Henrik Neelmeyer.

Han fortæller, at det er fem år siden, han sidst har set søen været så tømt for vand. Også dengang måtte de tage fiskene væk, og det mere end 450 år gamle slot var i reel fare for alvorlige skader.

Så slem er sommerens tørke dog ikke. Endnu.

- Som fordampningen er lige nu med den vind og det vejr, vi har lige nu, så går der cirka ti dage, før det begynder at blive kritisk. Så er det alvorligt, siger direktøren. 

Godt forberedte

Umiddelbart er der ikke ret meget regnvejr på vejrudsigten for Egeskov Slot i de næste mange dage. Holder det stik, skal en af de to nødplaner iværksættes. Det bliver en bekostelig affære, fortæller direktøren.

- Vi synes ikke, det er morsomt. Det kommer til at koste rigtig mange penge, uanset hvad vi gør.

Til gengæld er der potentielt enorme konsekvenser, hvis de ikke gør noget.

- Det er endnu værre, for så ødelægger vi fundamentet på slottet, og vi skal helst ikke have slottet til at vælte. Men i værste fald skal det jo også repareres på en eller anden måde. Så det er jo ret store konsekvenser. Så der er ikke nogen anden vej, andet end at få det løst. Der skal være fugtigt omkring fundamentet, siger Henrik Neelmeyer, der dog understreger, at der er lang vej til, at slottet kan risikere at kollapse.

- Så skal vi være meget ekstreme. Der er vi heldigvis så forberedte og kan gøre mange ting. Så det er meget teoretisk, siger Henrik Neelmeyer.

Der er endnu 10-15 centimeter vand over de gamle egeplanker i voldgraven rundt om Egeskov Slot, der er bygget i 1554. 

 

Oversigt

    Oversigt