Egeskovs gamle slotspark fyldes med moderne kunst

Dansk og international samtidskunst og videoinstallationer vil sætte et markant præg på dette års Heartland Festival.

Heartland Festival på Egeskov løfter nu sløret for festivalens kunstprogram. Der lægges i år op til et spektakulært møde mellem slottets historiske omgivelser og moderne kunst. 

Som noget nyt vil der være to kunstprogrammer på festivalen, et internationalt og et dansk. Det danske kunstprogram består primært af installationer og performances, som kan opleves rundt omkring i Egeskovs parkområde i dagslys.

Om aftenen overtager den amerikanske medie- og konceptkunstner Tony Oursler landskabet med store udendørs videoinstallationer, der vil lyse omgivelserne op med biograflignende værker.

Fakta om Tony Oursler

Der vil for eksempel være videoprojektioner med store talende menneskehoveder, der bliver kastet op på træer og give indtryk af de som store genfærd taler direkte til publikum i slotsparken.

Denne internationale del af festivalens kunstprogram har fået titlen Heartland Contemporary, og der er tale om en Danmarkspremiere på Tony Ourslers værkserie "The Influence Machine", der tidligere har været vist på blandt andet kunstmuseet Tate Modern i London.

- Tony Oursler er en af videokunstens grundlæggere, og han var med til at få etableret videokunst som en anerkendt kunstform på linje med for eksempel maleri og skulptur. Det har haft enorm betydning siden 1980´erne, fortæller Rasmus Quistgaard, programchef på Heartland Festival. 

Udendørs kunstoplevelser

Det danske kunstprogram vil byde på værker af en række af de mest toneangivende samtidskunstnere herhjemme: Søren Behnke, Tina Maria Nielsen, Sophie Dupont, Cecilie Waagner Falkenstrøm, Magnus Petterson, Lars Worm og Dagmar Radmacher.

Alle dele af kunstprogrammet vil kunne opleves udendørs i Egeskovs klassiske slotslandskab.

Den danske del af kunstprogrammet hedder Heartland Temporary og er samlet omkring temaet "midlertidighed".

- Det kan forstås som en kommentar til vores hastigt forandrende verden, hvor vi mennesker reduceres til midlertidige kustoder over den udvikling, vi selv har sat i værk. Og kunstværkerne vil også spejle festivalens midlertidige placering i Egeskovs haveanlæg, fortæller kurator Henriette Noermark.

For første gang har Heartland Festival i år også inviteret en dansk kunstner til at skabe et værk specielt til dette års festival. Værket, der er et litografi af John Kørner, kan ses og købes på festivalen. Tanken er at den fynske festival hvert år inviterer en ny kunster til at skabe et værk til dette formål.

Heartland Festival foregår fra den 2. til den 4. juni i parken omkring Egeskov med de fire forskellige såkaldte programsøjler: Kunst, musik, mad og samtaler.

Værker i Heartland Temporary

 

Oversigt

    Oversigt