I det fynske folks tjeneste

Ejendomsmægler: Vi har masser af købere

00:27

Det går godt på boligmarkedet i Odense. Priserne stiger, og der er mange købere. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen / Ritzau Scanpix

1 af 2

Det går godt med salget af ejendomme i Odense, viser en ny opgørelse. Det mærker også ejendomsmæglerne, der forventer, at det kun vil gå én vej nu.

Står du og overvejer at købe en bolig i Odense til en stadig fornuftig pris, skal du overveje at slå til nu. Det går nemlig rigtig godt for det odenseanske boligmarked. Priserne har kun kurs opad. 

- Der er rigtig godt gang i boligmarkedet. Vi har en masse købere, der er klar til at købe. Der er også rigtig mange ejendomme, der bliver solgt til prisen og også over prisen. Det er lidt nogle nye tendenser i forhold til, hvad vi har oplevet for nogle år siden, siger Malene Bergman, indehaver af EDC Tarup. 

En ny opgørelse fra Boligsiden.dk viser, at Odense nu også er blandt de blot 17 danske byer, hvor prisniveauet endelig ligger over prisniveauet i 2008 - året hvor finanskrisen startede, boligboblen brast, og huspriserne raslede ned. 

Læs også Priseksplosion i fynsk by: Husejere ryster endelig krisen af sig

I dag koster en kvadratmeter i Odense i gennemsnit 15.287 kroner. I forhold til niveauet lige inden krisen, er prisen steget med 12,5 procent. 

Rekordår på rekordår

Det er ikke kun nu, det går godt på boligmarkedet i Odense. Også i 2017 var der glæde at finde hos ejendomsmæglere, købere og sælgere. Men de gode tendenser ser ud til at fortsætte her i 2018. 

- Jeg forventer, at tendensen vil fortsætte. Blandt andet fordi udbuddet bliver en lille smule mindre. De gode ejendomme vil fortsat ryge hurtigt og måske også få en smule mere på prisen, siger Malene Bergman og forklarer udviklingen med, at der er mange, der gerne vil have en fod inden for på boligmarkedet. 

- Det er mit indtryk, at folk har den tanke, at de skal købe nu, fordi priserne vil stige endnu mere. Og så er der også bare nogen, der har et behov. 

Spreder sig til resten af Fyn

Selvom det går godt på odenseanske boligmarked, skal det stadig være en attraktiv bolig. Tilstandene i den fynske hovedstad kan endnu ikke sammenlignes med for eksempel tendenser i København. 

- Vi er ikke helt der, hvor boligerne sælger sig selv endnu. Køberne skal også kunne se sig selv i boligen. 

Læs også Rekordsalg: Hussalg på Fyn blev årtiets højeste

Til gen glæld vil det ifølge Jan Størup Nielsen, chefanalytiker i Nordea, blot være et spørgsmål om tid, før prisstigningerne spreder sig til resten af Fyn. 

- Der kommer et tidspunkt, hvor priserne ikke stiger mere, fordi de når et niveau, hvor folk ikke længere kan eller vil være med. Og så begynder de at se sig om i nabokommunerne. Vi har allerede set det i København, hvor priserne ikke stiger mere. Til gengæld er stiger de stadig ude i forstadskommunerne, fordi folk søger derud, siger Jan Størup Nielsen.

Ved du noget? Så send os et tip