I det fynske folks tjeneste

Ejer mistænkes for at sætte ild til sin egen bil

En mistænkelig bilbrand i Morud har fået Fyns Politi til at afhøre ejeren af bilen, som de mistænker står bag ved branden.

Natten til fredag var der brand i en bil i Morud.

Natten til fredag klokken 01.45 får Fyns Politi en anmeldelse om brand i en bil på Dyrehavelund i Morud ved Langesø. 

- Branden kommer lidt bag på os, fordi bilen holder på en holdeplads lige midt i skoven, hvor der ikke rigtig er noget i nærheden, der kunne være skyld i branden, fortæller vagtchefen ved Fyns Politi, Thomas Bentsen. 

Den brændende bil var en 18 år gammel folkevogn, der ifølge vagtchefen ikke bare sådan antænder. 

- Tid, sted og bil taget i betragtning er det en mærkelig brand, konstaterer vagtchefen. 

Fyns Politi tager hurtigt kontakt til ejeren af bilen for at informere ham om, at bilen er brændt. Men under samtalen bliver betjenten opmærksom på, at der er noget mistænkeligt ved sagen og ejeren. 

- Vi har en mistanke om, at han er involveret i branden på en eller anden måde, siger Thomas Bentsen. 

Ejeren af den udbrændte folkevogn er nu blevet taget ind til afhøring i sagen. Det vil ske i løbet af formiddagen fredag. 

Læs også Efterårsferie-trafik: Her er tidspunkterne, du skal undgå at rejse på