Eks-bandeleder forsvandt minutter før domsafsigelse

35-årige Wassim Daabas blev fredag idømt fire års fængsel for handel med kokain.

Det lykkedes fredag den tidligere leder af den opløste indvandrerbande Black Army, Wassim Daabas, at smutte fra en mulig direkte afsoning af en dom på fire års fængsel.

Ved Retten i Odense blev han dømt for at stå bag handel med ét kilo kokain, men inden dommen blev afsagt trak dommerne sig tilbage for at votere. 

Det benyttede 35-årige Wassim Daabas til at forlade retssalen, gå forbi betjentene, der intet kunne stille op, og kom ikke tilbage.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Wassim Daabas var således ikke tilstede, da dommen blev afsagt, hvilket betød at dommeren ikke kunne efterkomme anklagerens ønske om varetægtsfængsling af Wassim Daabas indtil en egentlig afsoning skal begynde.

At Wassim Daabas frit kunne forlade retssalen - i øvrigt sammen med sin hustru - uden at betjentene greb ind, ligger i at han op til retssagen har været på fri fod, og således er ligeså fri som andre der ikke sidder bag tremmer - og derfor kan han bevæge sig frit.

Wassim Daabas er nu efterlyst, og når politiet finder og anholder ham, skal han fremstilles i grundlovsforhør vedrørende varetægtsfængslingen.

129.000 kroner konfiskeret

Udover en dom på fire års fængsel fik Wassim Daabas konfiskeret 129.000 kroner og skal betale 100.000 kroner, som anklagemyndigheden har skønnet er den fortjeneste, han har haft ved kokainsalget.

Dommen blev med det samme anket til frifindelse.

Oversigt

    Oversigt