Eks-narkoman: Lægevagten afviste at hjælpe mig med tandsmerter

34-årige Niclas Tobias Nielsen fra Langeskov har kraftige tandsmerter, men der er ingen hjælp at hente hos lægevagten i Odense. Han er nemlig eksnarkoman og derfor ville lægevagten ikke give ham medicin mod smerterne.

Narkoman i 14 år

Niclas Tobias Nielsen har meget dårlige tænder efter 14 år som misbruger. Han har været stoffri i tre år, men tilværelsen som narkoman har også betydet stor gæld og derfor står han i Ribers Kreditinformation som dårlig betaler. Det betyder at han ikke kan få lavet sine tænder inden kommunen garanterer, at tandlægen kan få sine penge.

Niklas har ansøgt kommunen om økonomisk hjælp til at komme problemet til livs, men indtil det går igennem, må han leve med smerterne. Hans egen læge udskriver piller til tandpinen, men de slap op til påske.

Derfor kontaktede han lægevagten i Odense. Han fortalte dem, at han var eksnarkoman og derfor ikke skulle have for stærke piller.

Vagtlægen smækkede røret på

Men vagtlægen sagde i telefonsamtalen med Niklas, at han ikke vil give smertestillende til en tidligere narkoman.

De to snakker sammen to gange, inden vagtlægen til sidst vælger at smække røret på, fremgår det af den lydoptagelse, som TV 2/FYN er i besiddelse af.

- Det er frustrerende at opleve at jeg bliver behandlet som dengang jeg var aktiv narkoman. Jeg kunne jo bare have ladet være med at fortælle at jeg var tidligere narkoman, så skulle jeg nok have fået noget smertestillende. Jeg ville bare gerne mødes som det menneske jeg er i dag - uden fordomme, siger Niclas Tobias Nielsen.

Vil ikke udtale sig

TV 2/FYN ville gerne have talt med den pågældende læge, som afviste at hjælpe Niklas. Men han ønsker ikke at udtale sig om sagen. Og vagtlægechefen vil ikke udtale sig i den konkrete sag, men siger:

- Hvis der er et tilfælde hvor man ikke giver nogle behandling må der jo være en årsag til det. Hver gang du ringer bliver der jo individuelt vurderet på, hvad man vil gøre for den enkelte patient og hvis aftalen går på, at man ikke vil ordinere tabletter, så kan der være en eller anden grund til det som jeg jo ikke kan generalisere ud fra, siger Hans Jørgen Henriksen, der er vagtlægechef i Odense.

Oversigt

    Oversigt