I det fynske folks tjeneste

Eks-OB'er eksploderer på de sociale medier

Den tidligere midtbanespiller hos OB, islandske Rurik Gislason, har fanget især kvindernes opmærksomhed ved verdensmesterskaberne i fodbold.

Rurik Gislason var også på banen, da Island tabte 2-0 til Nigeria. Foto: Nicolas Asfouri/AFP/Ritzau Scanpix

Den internationale fodboldscene har fået en ny stjerne. Ikke på banen, men på de sociale medier.

Stjernen er islandske Rurik Gislason som i årene 2009 til 2012 viste sine kvaliteter på Odense Stadion og i den danske superliga, da han tørnede ud på OB's midtbane.

Rurik Gislason tog siden turen til FC København og derefter til den tyske anden bundesliga, hvor han netop er skiftet fra FC Nürnberg til SV Sandhausen.

Men da han i Rusland løb på banen i sin VM-debut for det islandske landshold mod Argentina, røg han op i en helt anden liga.

På det billedbårne sociale medie Instagram eksploderede antallet af følgere af den 30-årige spiller fra den midtatlantiske ryg fra omkring 30.000 følgere til nu over en million - hvilket er mere end tre gange Islands befolkning!

Rurik Gislason anno 2011, hvor han spillede for OB. Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix/arkiv

Kvinderne er vilde med Rurik

Ifølge flere medier, blandt andet britiske BBC og østrigske Der Standard, er det hovedsagligt kvindelige følgere, som har hægtet sig på billedstrømmen fra den muskuløse viking med det lange blonde hår og de lyse blå øjne.

Rurik Gislason udråbes til at være den første sociale medier-sensation under VM - og det selvom han kun fik 27 minutter mod Lionel Messi og Co..

Specielt sydamerikanske kvinder er faldet for den 1,84 meter høje eks-OB'er. Men selv om han både viser stil og bar overkrop til sine følgere, er han dog fortsat en lilleput på Instagram.

Lionel Messi er på vej mod 100 millioner følgere, mens Instagram-kongen, det portugisiske fodbold-ikon Cristiano Ronaldo, for længst har passeret det magiske tre-cifrede million-tal og følges af ikke færre end 131 millioner fans.

Sydamerikanske kendisser liker Rurik

I følge BBC har den 33-årige argentinske skuespillerinde Gimena Accardi (2,3 millioner følgere på Instagram) og hendes ti år yngre brasilianske kollega Gabriella "Gabi" Lopes skubbet til Rurik Gislasons popularitet. Gabi Lopes, som også er model og har to millioner følgere på Instagram, skrev om Rurik Gislason: "How is it possible to be this cute?".

Den voldsomme interesse har spredt sig til flere sociale medier under hashtagget ‪#‎SexyRurik‬.

Her kan du følge ‪#‎SexyRurik‬ på FacebookTwitter og Instagram.

Læs også Fredag Ronaldo, mandag Festersen, torsdag Eriksen - fynsk græs hitter i OB og til VM