I det fynske folks tjeneste

Eksamen formentlig reddet

VUC Fyn håber at gennemføre de eksamener, som blev aflyst på grund af bombetrussel mandag, inden sommerferien.

På Fyns HF-kursus på Hunderupvej nåede man at gennemføre 20 eksamener inden politiet evakuerede skolen.

Det betyder, at 70 elever fik aflyst deres eksamen.

VUC Fyn håber, at de kan gennemføres d. 3. juni, som er ledig, da det er dagen efter Kristi Himmelfartsdag, fortæller Vibeke Lauritsen fra VUC Fyn.

I værste fald kan alternativet blive, at eleverne må vente til efter sommerferien med at få den sidste eksamen.

Det har ikke været muligt at få at vide, hvor mange elever, det drejer sig om på VUC i Enggade eller hvordan man der vil løse problemet.

De mange eksamener blev aflyst, da en 19-årig mand ringede en bombetrussel ind mod de to skoler mandag morgen.