I det fynske folks tjeneste

Ekskone sigtes for brandstiftelse

En fynsk kvinde kom med dødstrusler i et opgør om jalousi og forældremyndighed. Politiet har mistanke om, at hun fik en anden person til at stikke ild på et hus

En 31-årig kvinde er blevet sigtet for brandstiftelse og dødstrusler mod sin eksmand og hans nye kæreste, oplyser Odense Politi.

Kvinden fik under et grundlovsforhør lørdag sin anholdelse forlænget med tre døgn, mens politiet efterforsker brandstiftelsen, der fandt sted natten til lørdag i Skamby på Nordfyn. Her forsøgte en person at sætte ild til eksmandens bopæl, mens han lå og sov sammen med sin nye kæreste. Ilden gik heldigvis hurtigt ud af sig selv.

Politiet har sigtet den 31-årige for at komme med dødstrusler mod parret, men har en mistanke om, at kvinden fik en anden person til at foretage selve brandstiftelsen.

Ifølge politiet skulle motivet være en blanding af jalousi og et opgør om forældremyndigheden.