Ekspert: Handlingslammede regioner

Finansminister Lars Løkke Rasmusen (V) burde forhandle overenskomster for regionerne, for det er reelt ham der sidder på pengekassen, fastslår ekspert.

Regionerne er impotente, og Sundhedskartellet med 11 forbund er så hæmmet af interessekonflikter, at der såvel på arbejdsgiversiden som hos lønmodtagerne er brug for en dybere evaluering af overenskomstforløbet.

Det fastslår professor Henning Jørgensen, Center for Arbejdsmarkedsstudier på Aalborg Universitet, og peger på, at regionerne på grund af den manglede skatteudskrivning reelt ikke har mulighed for at rykke sig i en forhandling, mens modellen med vikarmidler i den seneste forhandling kun gavnede sygeplejersker og jordemødre og stort set var uaktuel for de øvrige ni forbund.

Reelt var det derfor kun penge, der kunne forene interesserne i kartellet, og det har regionernes formand Bent Hansen (S) ikke fået lov at give, påpeger han.

- Med strukturreformen har vi fået ny uhensigtsmæssig magtbalance internt på arbejdsgiversiden, som gør, at regionerne faktisk ikke kan optræde som arbejdsgivere, fordi de ikke kan rykke sig i forhandlingerne, men må hen og spørge andre steder. Derfor er det faktisk bedre at forhandle direkte med finansminister Lars Løkke Rasmussen (V), da det jo reelt er ham der sidder på regionernes økonomi, siger Henning Jørgensen.

Oversigt

    Oversigt