I det fynske folks tjeneste

Ekspert om Nicos tidligere skole: - Magt er yderste konsekvens

120 gange er der blevet brugt magt overfor elever på Heldagsskolen i Otterup. Ekspert mener, at ansvaret ligger hos ledelsen.

00:19

Video: Morten Albek

Hele 120 gange har lærere og pædagoger sidste år brugt fysisk magt over for 28 elever, der har deres hverdag på Heldagsskolen i Otterup. Det er langt oftere end på andre specialskoler på Fyn. 

Ifølge en af landets eksperter i folkeskoler og børn med særlige behov, så tyder det høje antal af magtanvendelser på, at der er alvorlige problemer på skolen i Otterup.

- Magtanvendelser er jo noget, man tyr til i yderste konsekvens, slår Andreas Rasch-Christensen, der er forsknings- og udviklingschef på VIA University College fast.

Det er en rundspørge, som TV 2/Fyn har lavet, der viser de høje tal fra specialskolen. Og de viser også, at magtanvendelserne på den nordfynske skole sker langt oftere end på nogen af de andre fynske specialskoler.

Læs også Særligt mange magtanvendelser på fyret centerleders heldagsskole

TV 2/Fyn har spurgt de fynske specialskoler til antallet af magtanvendelser i 2016 og 2017.

Dertil kommer, at de 120 magtanvendelser udgør en stigning i forhold til 2016, hvor lederen af Heldagsskolen har estimeret, at der fandt 109 magtanvendelser sted.

En ledelse skal jo være opmærksomme på, om der er en stigning i magtanvendelser og skal også kunne forklare, hvorfor den stigning er der og i det hele taget vide noget om det

Andreas Rasch-Christensen, forsknings- og udviklingschef på VIA University College

- Når man har en så markant stigning i magtanvendelser, så er det i hvert fald noget, som man skal være opmærksom på, og også som ledelse skal forholde sig til og finde ud af, om det har været et normalt reaktionsmønster, eller om der er nogle andre pædagogiske greb, som man kunne ty til, fortæller Andreas Rasch-Christensen.

De tog fat i Nico

Nico Benjamin Mortensen gik på Heldagsskolen i fem år, og han har selv oplevet, når lærere og pædagoger brugte magt i hverdagen.

- De tog fat i én. Det kunne være små ting til store ting, de tog fat i dig for, fortæller han. 

00:14

Nico Benjamin Mortensen har gået i skole på Heldagsskolen i Otterup. 

Luk video

For Pia Mølgaard Mortensen, der er mor til Nico Bejamin Mortensen, skaber det vrede, at der ikke er blevet reageret på de mange magtanvendelser noget før. 

- Det er skræmmende at se nogle tal, der er skrevet ned på et stykke papir. Og at der ikke er nogen, der har reageret på det - overhovedet. Det synes jeg er skræmmende, siger hun til TV 2/Fyn. 

Det kommer dog ikke bag på hende, at der er blevet brugt fysisk magt oftere på specialskolen i Otterup end andre steder på Fyn. 

Ledelsen har ansvaret

Der er ingen tvivl om, hvor ansvaret ligger for, at Heldagsskolen i Otterup har haft så mange magtanvendelser i løbet af sidste år, og at der er sket en stigning i forhold til året forinden. I hvert fald ikke hvis du spørger eksperten i folkeskoler og børn med særlige behov. 

Det er alt for mange, og det skal der gøres en indsats for at bringe ned. Det er rigtig vigtigt.

Ejner Jensen, Børn- og Ungedirektøren i Nordfyns Kommune

- Umiddelbart så ville man jo sige, at det var ledelsens ansvar. En ledelse skal jo være opmærksomme på, om der er en stigning i magtanvendelser og skal også kunne forklare, hvorfor den stigning er der og i det hele taget vide noget om det, siger Andreas Rasch-Christensen og fortsætter:

- Så man ville umiddelbart sige, at det normalvis ville være skoleledelsens ansvar det her. 

00:20

Ansvaret for de mange magtanvendelse på skolen i Otterup ligger ved ledelsen

Luk video

Heldagsskolens tilbud og ledelse

Heldagsskolen er et specialpædagogisk tilbud til normaltbegavede børn med svære sociale og følelsesmæssige problemer.
Den hører under Nordfyns Børne- og Familiecenter, hvor lederen for nylig blev fyret for gennem flere år at have sendt sine medarbejdere på kurser og efteruddannelse hos sin søster.
Sagen endte med også at koste familiechef Henrik Jacobsen jobbet, fordi han var vidende om forbindelsen mellem de to søstre uden at gribe ind.
Den nu forhenværende leder af Nordfyns Børne- og Familiecenter blev samtidig politianmeldt, fordi det i forbindelse med sagen om ulovlige køb af kurser kom frem, at hun havde videresendt stærkt fortrolige handleplaner om to navngivne børn til den samme søster.

Den daglige leder på Heldagsskolen har dog ikke ønsket at kommentere på sagen, men Børn- og Ungedirektøren i Nordfyns Kommune Ejner Jensen erkender, at konflikterne tilsyneladende alt for ofte er endt i magtanvendelser i form af tvang eller fastholdelse.

- Det er alt for mange, og det skal der gøres en indsats for at bringe ned. Det er rigtig vigtigt. Magtanvendelse er noget, der skal finde sted i sjældne tilfælde. Det skal ikke være en del af den pædagogiske praksis.

Har det været det?

- Det tør jeg ikke sige, fordi så tæt på har jeg jo ikke været. Man kan sige, at i denne her situation, hvor jeg mangler en fagchef og en centerleder, så kommer jeg som direktør forholdsvis tæt på driften, siger Ejner Jensen.

Ejner Jensen fortæller, at han først er blevet klar over problemet efter, at TV 2/Fyn har gjort ham opmærksom på, at Heldagsskolen ligger højere end andre skoler.

Mulige forklaringer?

Heldagsskolen er et specialpædagogisk tilbud til normaltbegavede børn med svære sociale og følelsesmæssige problemer, men derfor har skolen de samme retningslinjer for magtanvendelser som andre skoler i kommunen. 

NORDFYNS KOMMUNES EGNE RETNINGSLINJER:


• Forbud mod ydmygende, hånende eller anden nedværdigende behandling
• Forbud mod legemlig afstraffelse
• Forbud mod fiksering (dvs. fastspænding af forskellig art)
• Forbud mod enhver fysisk magtanvendelse, som ikke er beskrevet under afsnittet
om undtagelser fra forbudet mod fysisk magtanvendelse
• Forbud mod isolation.
• Forbud mod kontrol med brevveksling, telefonsamtaler og anden kommunikation.

Af retningslinjerne fremgår:

Hovedreglen er, at magtanvendelse er forbudt, og at magtanvendelse aldrig kan bruges som en del af den pædagogiske bistand.

Direktør for børn- og ungeområdet, Ejner Jensen, medgiver, at meget tyder på, at de udarbejdede retningslinjer for magtanvendelse på skolens institutioner ikke er blevet overholdt.

Og ekspert på området Andreas Rasch-Christensen mener da også, at der er nogle områder, hvor man bør kigge efter forklaringer på det høje antal magtanvendelser på specialskolen i Otterup. 

- Er det de rette visiteringer af børnene, altså er børnene det rette sted? Har personalet de rette kompetencer, har de rum til at hjælpe hinanden, sådan de ikke står alene med udfordringerne? Og har ledelsen det rette blik på det, og er de tæt nok på det? lyder det fra eksperten.

Nordfyns Kommune har sat gang i en undersøgelse af forholdene på skolen.

Se hele interviewet med direktøren for børn- og ungeområdet, Ejner Jensen, her under: 

08:22

En rundspørge viser, at antallet af magtanvendelser er langt, langt højere på Heldagsskolen i Otterup end på nogen anden fynsk specialskole

Luk video