Ekspert: Tilsløret kvinde må godt afvises i bus

Det er ikke diskrimination at afvise muslimske kvinder, som har tilsløret deres ansigt, mens de viser buschaufføren et buskort med foto. Det siger ekspert til Ritzau.

Juraprofessor Claus Haagen Jensen er tidligere
formand for den nu nedlagte klagekomité for etnisk ligestilling
og for Institut for Menneskerettigheder, han forklarer, at det derimod er diskrimination at afvise tilslørede kvinderne,
som betaler med klippekort eller løser almindelig billet, hvor
der ikke er behov for, at chaufførerne skal kunne identificere
dem.
Både busselskaber og politikere har i den forløbne uge været i
tvivl om reglerne efter sager fra Århus og Odense, hvor muslimske kvinder er blevet afvist i busser.
Juraprofessoren henviser til, at man med et buskort indgår en slags privatretslig aftale med busselskabet.
I den situation kan tildækkede muslimske kvinder ikke påberåbe sig religiøs diskrimination, hvis buschaufføren afviser at tage dem med i
bussen, siger han.
- Hvis man ønsker den rabat, så må man være villig til at
opfylde betingelsen om, at man skal kunne identificeres på det
foto, der sidder i buskortet, siger Claus Haagen Jensen til Ritzau.
Claus Haagen Jensen kalder det et ræsonnabelt standpunkt, at sådan en ret for busselskaberne også anerkendes af Den Muslimske Union, der er en paraplyorganisation for omkring 30 muslimske organisationer og foreninger.
Unionen støtter, at chaufføren kan fastslå tilstrækkelig overensstemmelse mellem passageren og fotoet på
buskortet.

Oversigt

    Oversigt