Ekspert: Ulovligt at give raske mere i løn

Det er formentligt ikke lovligt, når Virksomheden Glasbyggerne i Svendborg ved hjælp af økonomiske fristelser forsøger at nedbringe sygefraværet.

Det siger Byrial Bjørst, der er advokat i Teknisk Landsforbund, og som har en phd. i ligelønsret, til Radioavisen.

Glasbyggerne har lovet to kroner ekstra i timen, hvis en ansat møder på arbejde, samtidig med at samme ansatte bliver trukket ti kroner, hvis vedkommende er syg.

Men den kontante metode for at nedbringe sygefraværet diskriminerer kvinder, og er derfor med stor sandsynlighed ulovlig, siger Byrial Bjørst til DR Nyheder.

- Sådan en ordning her kan man ikke have, siger han. Årsagen er, at ordningen hos Glasbyggerne diskriminerer kvinder, fordi de statistisk set har mere sygefravær end mænd. Der kan dog være to forhold, der kan gøre, at det alligevel er lovligt. For det første skal der være en god grund til, at man gør det - og det er der jo, for det er jo godt, at sygefraværet nedbringes, siger Byrial Bjørst til DR Nyheder.

Ét forhold er ikke opfyldt

Men for det andet, må der ikke være andre muligheder tilbage for at nedbringe fraværet, og det forhold er ikke opfyldt, mener Byrial Bjørst.
- Man skal være opmærksom på, at ligestillingsreglerne jo er en menneskerettighed, så det er et meget tungtvejende hensyn, vi har at gøre med, siger han.

Og så er barnets første sygedag også omfattet ordningen - og det skærper omstændighederne, for kvinderne tager 50 procent flere af de sygedage end mændene gør.

Oversigt

    Oversigt