Eksperter: Kirkegårds-hærværk er en del af en hævnspiral

50 grave blev for nylig skændet på den muslimske gravplads i Odense. Det er sjette gang på lidt under en måned, der er udøvet religiøst hærværk . Eksperter vurderer, at der tale om en hævnspiral, skriver Kristeligt Dagblad.

Den odenseanske kirkegård er ikke den eneste religiøse institution, der i løbet af de seneste uger har været udsat for hærværk. Seks gange siden den 7. august har gerningsmænd udøvet hærværk mod hhv. to kirker, to kirkegårde og en moské.

- Der er en tendens til, at den slags anslag smitter. Man kan håbe, at det løber ud af sig selv, men man kan ikke garantere det, og man skal nok være forberedt på, at der kan ske mere af den art. For i øjeblikket er der en ubehagelig antireligiøs retorik, som kan føre til, at religiøse institutioner bliver mere udsatte, siger Karsten Fledelius, der er Balkanekspert og forsker ved Københavns Universitet til Kristeligt Dagblad.

Udenlandske angreb smitter

Uden for Danmark sker det jævnligt, at religiøse institutioner angribes. En række tyske asylcentre blev for nylig angrebet, og det kan ifølge en tidligere chefkriminalinspektør hos Rigspolitichefen og tidligere operativ chef for Politiets Efterretningstjeneste have udløst de danske angreb.

- Det er angreb mod det, som mange identificerer som en fare, nemlig islam. Og når man oplever disse angreb mod muslimer i Danmark, kan der ske en modreaktion mod folkekirken. At religiøse institutioner bliver angrebet er desværre et klassisk billede, som vi hidtil har været forskånet for i Danmark. Men med den ophedede religiøse diskussion, vi ser i øjeblikket, kan det ske igen, siger Hans Jørgen Bonnichsen.

FAKTA

Den 7.-9. august blev der malet graffiti på flere end 60 gravsten på en kirkegård i Nakskov på Lolland.

Den 17. august forsøgte en mand at sætte ild til moskéen på Dortheavej i København.

Den 21. august blev der lavet graffiti-hærværk mod Simested Kirke i Nordjylland. "Død over kristne" og "Allah er stor" var budskaberne.

Den 28. august forsøgte ukendte gerningsmænd at sætte Nathanaels Kirke på Amager i København i brand.

Et par dage senere blev to biler, hvoraf en tilhørte præsten, sat i brand tæt ved kirken.

Den 3. september blev 50 grave på den muslimske gravplads i Odense skændet.

(Kilde Kristeligt Dagblad)

Oversigt

    Oversigt