Eksperter skal kulegrave fejlbehandlede kræftpatienter

Regioner vil have fejlmedicinering af 104 kræftpatienter udsat for uvildig udenlandsk undersøgelse.

Region Syddanmark og Region Midtjylland vil have uafhængige udenlandske eksperter til at gennemgå behandlingen af en gruppe patienter, der er blevet overmedicineret af kemostoffet cabazitaxel.

Ifølge de to regioner skal der ikke kunne rejses tvivl om, hvilken indvirkning overmedicineringen har haft på de 104 patienter fra Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital og Vejle Sygehus.

- Vi tager denne sag meget alvorligt, og derfor er det også bydende nødvendigt, at der ikke kan efterlades nogen tvivl om objektiviteten i vores undersøgelser.

- Derfor har Region Syddanmark og Region Midtjylland i fællesskab valgt at få en eller flere internationale eksperter til at gennemgå patientforløbene, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark Jens Elkjær i en pressemeddelelse.

Sagen kom til offentlighedens kendskab i begyndelsen af 2014. Her blev det opdaget, at en række sygehusapoteker ikke havde fremstillet kemomedicinen efter de forskrifter, der fremgik af indlægssedlerne.

Det betød, at der blev givet mellem 16 og 20 procent for stor dosis af stoffet cabazitaxel. Patienterstatningen har behandlet fire af foreløbig 25 klagesager - en af de berørte patienter har fået medhold i, at overmedicineringen medførte bivirkninger.

Involveringen af de udenlandske eksperter skal ses i lyset af, at sundhedsminister Nick Hækkerup (S) har bedt om en grundig redegørelse af hele forløbet, herunder en fornyet gennemgang af patientforløbene i både Region Midtjylland og Region Syddanmark.

Regionerne vil nu drøfte eksperternes kommissorium med Sundhedsstyrelsen, inden arbejdet sættes i gang.

- Det kan ofte være gavnligt at få friske øjne på en sag. De kan måske se noget andet, end vi kan, og derfor er en ekstern gennemgang det helt rigtige værktøj, siger Ole Thomsen, der er sundhedsdirektør i Region Midtjylland, i pressemeddelelsen.

Oversigt

    Oversigt