I det fynske folks tjeneste

Eksperter til OL-helt: Lad dig ikke friste

Lasse Norman Hansen skal ignorere tilbuddene fra de store professionelle hold, rådgiver cykeleksperter.

20-årige Lasse Norman Hansen beviste med OL-guld i cykeldisciplinen omnium, at han har kvaliteterne til en stor karriere.

Men danske cykeleksperter råder den unge cykel-komet til at slå koldt vand i blodet og ignorere de lukrative tilbud, som de store professionelle hold utvivlsomt vil lokke med.

- Der er ingen tvivl om, at han vil få nogle henvendelser. Hvis han da ikke allerede har fået det. Måske både fra Bjarne Riis og nogle udenlandske hold, fortæller cykelekspert Alex Pedersen.

- Men det bedste råd, jeg kan give ham, er at blive på et dansk, lokalt hold i de næste to sæsoner. Ikke Saxo Bank, men et af de mindre hold. Og så køre fuldt baneprogram og på den måde blive fysisk udviklet rigtigt.

Alex Pedersen bliver bakket op af Eurosports cykelkommentator, Thomas Bay.

- Faldgruben er netop at brænde ud ved at tage skridtene for tidligt. Det kan være svært at komme som nykåret olympisk mester ud i den professionelle landevejsverden, som virkelig giver nogle rap over nallerne.

- Og det kan være hårdt mentalt. Især for en vindertype som Lasse.

- Jeg vil sige, at han skal mindst tage næste sæson med i Danmarks Cykle Union-regi, og så må man se, hvor mentalt moden han er til den tid.

Begge eksperter er dog overbeviste om, at landevejspotentialet er enormt hos den unge fynbo.

- Han kan blive en rigtig, rigtig dygtig enkeltstartsrytter. Og måske en stor endagsrytter, for han har den her fantastiske fysik, der gør, at han ville kunne stikke af og køre alene hjem, siger Alex Pedersen.

- Umiddelbart er der ingen grænser, for han jo også vist, at han er meget, meget målrettet og arbejder meget hårdt, og det er det vigtigste, når man er et stort talent, slutter Thomas Bay.

Ved du noget? Så send os et tip