I det fynske folks tjeneste

Eksperter uenige om drabsfar er sindssyg

Mens psykiatere mener, at faderen, der slog datter ihjel, var sindssyg, afviser retslægerådet den vurdering.

Eksperterne har svært ved at blive enige om, hvorvidt den nu 41-årige mand, der sidste år tæskede sin 13-årige datter til døde med en svensknøgle, var sindssyg, da han begik drabet.

Manden står mandag tiltalt for drabet ved retten i Odense, og mens de eksperter, der har undersøgt ham, konkluderer, at han var sindssyg i gerningsøjeblikket, så mener retslægerådet, at han ikke var sindssyg.

Faderen har erkendt drabet, og selv om han ikke havde til hensigt at slå hende ihjel, så sagde han selv i retten:

- Der er ingen tvivl om, at sådan som man definerer drab, så er det et drab.

Datteren havde længe lidt af tvangstanker og angst, og ifølge faderen virkede hun nogle gange nærmest besat og truede med at slå flere familiemedlemmer ihjel. Da hun trak en hobbykniv, svarede han igen med at slå hende op til 20 gange i hovedet med en svensknøgle.

- Lige da hun tager kniven, ser jeg hende i et glimt som en farlig gul fugl i voksenstørrelse. Jeg synes, det er noget mærkeligt noget, sagde faderen og fortsatte:

- Det er ikke min rolle at se sådan noget. I det her hjem har der været rigeligt med hallucinationer og vrangforestillinger, og det plejer at være mig, der beroliger, taler det ned, sagde han.

Han henviste i den forbindelse til, at datteren lige siden børnehaven havde lidt af psykiske problemer, ligesom hendes mor var psykisk syg og i 2003 begik selvmord. Også pigens tvillingbror har lidt af vrangforestillinger.

Faderen beskrev drabet som om, alle hans følelser forlod kroppen, da han dræbte datteren.

- Jeg følte ikke vrede. Jeg var ikke rasende. Afmagt måske. Det er svært at finde et ord for det. Hvis nogen er kommet i dag for at få en forklaring, så må de gå tomhændede hjem. Forklaringen skal findes i de uger, måneder og år op til, sagde han i retten.