Eksplosion i specialølsalg

Vi drikker specialøl som aldrig før. På de sidste ni år er salget steget med 500 procent. Og det kan de også mærke i Brobyværk, hvor Midtfyns Bryghus holder til.

- Vi har haft bryghus nu i snart seks år, og vi har næsten seksdoblet vores omsætning i de seks år, siger Eddie Szweda, der ejer Midtfyns Bryghus i Brobyværk.

Nye tal fra Bryggeriforeningen viser, at øllet fra Midtfyns Bryghus og de andre danske mikrobryggerier nu udgør 4,5 af ølmarkedet herhjemme.

Siden 2003 er salget af specialøl steget med 500 procent.

- Udviklingen for os er, at vi har 20 procent vækst på det danske marked, men endu bedre er, at vi har 100 procents vækst på vores udenlandske kunder, siger Szweda.

Anderledes smagsoplevelse

Hos Danske Ølentusiaster er man ikke i tvivl om, hvorfor salget er steget så meget.

- Man får nogle helt anderledes oplevelser end ved en industripilsner. Mange flere smagsnuancer og mange flere muligheder at vælge imellem, siger Christian Scheffel, afdelingsformand hos Danske Ølentusiaster i Odense.

- Du kan få alt fra frugtøl til sødt øl, sur, chokolade, kaffe, bittert, så jeg tror, at der bare er noget for alle, og det er en spændende verden, siger Eddie Szweda.

Og Eddie Szweda er optimistisk med hensyn til fremtiden:

- Jeg tror, vi har en meget lys fremtid. Selvfølgelig skal man være økonomibevidst, og man skal arbejde for det, men der er ingen tvivl om, at vi har kunder, Danmark er en ølnation, og det bliver mere og mere spændende, jo mere folk lærer om specialøl.

Oversigt

    Oversigt