I det fynske folks tjeneste

Eksplosion på Hotel Aarup

Gæster og beboere på Hotel Aarup Kro blev natten til tirsdag vækket af en kæmpe eksplosion i kælderen. Gaseksplosionen blæste alle vinduer og døre ud og fik gulvet til at løfte sig 30 centimeter. Ingen mennesker kom tilskade.

-


Alle vinduer blev blæst ud i kælderen

Gæster og beboere på Hotel Aarup Kro blev natten til tirsdag vækket af en kæmpe eksplosion i kælderen. Gaseksplosionen blæste alle vinduer og døre ud og fik gulvet til at løfte sig 30 centimeter. Ingen mennesker kom tilskade.

Eksplosionen skete klokken 4.20 tirsdag morgen på Hotel Aarup Kro i Bredgade. Årsagen til eksplosionen er formentlig en utæt gasflaske i gården til hotellet.

- Den 33 kilo tunge gasflaske har været utæt ved tilkoblingen, og gassen er så stille og roligt sevet ned i kælderen. Og da oliefyret gik i gang eksploderede de store mængder gas, fortæller vagthavende ved Assens Politi.

Eksplosionen var så kraftig at samtlige døre og vinduer i kælderen blev blæst ud og gulvet til stuen løftede sig 30-40 centimeter. Ingen mennesker kom tilskade, men braget kunne høres i store dele af byen.

- Det kunne være gået grueligt galt, hvis det var sket om dagen, men heldigvis var der ingen mennesker i kælderen, siger vagthavende.

Efter eksplosionen gik der ild i gasflasken, men en modig nabo gik hen til flasken og fik afbrudt hanen og slukket ilden.