Eksplosiv stigning i IT-kriminalitet

På et år er antallet af fynboer, der bliver udsat for identitetstyveri, hackere og net-svindlere firdoblet. Politiet ser meget alvorligt på problemet.

Voldsomme billeder af blandt andet Osama Bin Laden og mishandlede børn fyldte pludselig kosmetolog Anne Skougaards hjemmeside. Hun er en af dem, der har været ofre for it-kriminalitet.

- Pludselig blev jeg af en kunde gjort opmærksom på, at det var noget frygteligt musik og nogle skrækkelige billeder på min hjemmeside, siger hun.

Oplevelsen har gjort stort indtryk på den selvstændige erhvervsdrivende:

- Man bliver bange. Det er utrygt og voldsomt, pludselig kommer ting meget tæt på. Det er ikke drengestreger, det er det ramme alvor. Det er rigtig uhyggeligt og det giver en utryg følelse generelt, når jeg bevæger mig rundt på nettet.

I 2011 var der 70 sager med it-kriminalitet på Fyn. I 2012 var det 72, året efter 98 og sidste år eksploderede det så med i alt 440 sager.

It-forbrydelserne er blandt andet hjemmesider, der hackes, at kriminelle misbruger kontooplysninger eller snyd med MobilePay et program, der er lavet til at overføre penge via mobilen.

Fyns Politi har nu særlig fokus på området for at bringe det ned på samme niveau, som det var for et par år siden.

- Det er et stort indgreb i ens personlige frihed og meget krænkende, når man udsættes for den her slags. Vi ser ganske alvorligt på det. I og med at vi ser så stor en stigning så er det et af vores fokusområder og vi vil gerne have det ned på et normalt leje igen, lyder det fra politikommissær Carsten Arentoft.

Oversigt

    Oversigt