Eksport af patienter straffes

Region Syddanmark straffer sygehuse i regionen, som sender patienter til sygehuse i andre regioner, hvis patienterne kunne få den samme behandling på Odense Universitetshospital.

Hidtil har regionen betalt, når patienter sendes til specialbehandling i for eksempel Aarhus eller København.

Men fremover får de syddanske sygehuse en del af det økonomiske ansvar og skal altså betale for en del af behandlingen, hvis det er noget regionen selv kan klare - typisk på OUH, skriver Dagens Medicin.

- Vi kan se at vores naboer i stor stil har hjemtaget patienter. Derfor har vi lavet denne model, siger sundhedsdirektør i Region Syddanmark, Per Busk.

For afdelingerne betyder det, at de får en mindre afregning, end de ellers ville have fået, hvis de fortsætter med at sende patienter til andre regioner.

Vaner og traditioner

Ifølge Per Busk skal der gøres op med indgroede vaner og traditioner på sygehusene, for at det kan lykkes at beholde flere patienter hjemme i regionen.

- Det har noget med samarbejdsrelationer og traditioner at gøre, når patienter sendes ud af regionen. Patienterne sendes typisk derhen, hvor man plejer, siger Per Busk.

Oversigt

    Oversigt