Eksport af vand-viden til Rusland

Dansk teknologi skal hjælpe russerne til billigere vand.

Den 16. - 18. maj 2011 tager Danish Water Services og VandCenter Syd til Skt. Petersborg for at se på mulighederne for at effektiviseringer i det enorme vandforsynings-selskab, Skt. Petersburg Vodokanal.

Vand går til spilde

Dansk viden og teknologi skal forbedre den russiske vandsektor, hvor ca. 75 % af overfladevandet er forurenet og ca. 30 % af drikkevandet går til spilde.

Det russiske vandforsyningsselskab Skt. Petersburg Vodokanal har vist stor interesse for et dansk samarbejde, og med en kundekreds på mere end 4,5 millioner mennesker er der store muligheder for de danske virksomheder.

- De undersøgelser vi hidtil har gennemført viser, at der er store energi besparelser at hente ved optimering af deres pumpesystemer, helt op til mellem 30 % og 40 % ved anvendelse af dansk udstyr og software systemer. Samtidigt kan processerne på renseanlæggene forbedres hvilket vil medføre væsentlige energibesparelser, siger Henrik Werchmeister, områdechef i VandCenter Syd.

Muligt eksporteventyr

Hos Danish Water Services ser man samarbejdet med Skt. Petersburg Vodokanal som et første skridt på vejen til et eventuelt dansk eksporteventyr i Rusland.

- Danske virksomheder er blandt de førende i at levere teknologi inden for vandsektoren, og det har de nu fået øjnene op for i Skt. Petersborg. Vores håb er dog, at også resten af Rusland ser mulighederne i et samarbejde med os, for så er et dansk eksporteventyr for alvor muligt, siger administrerende direktør i Danish Water Services, Carsten Møller.

Oversigt

    Oversigt