I det fynske folks tjeneste

Ekstra mandskab: Tinderbox kæmper mod syndflod af cykler

01:27

Cykelkaos på Falen foran Tinderbox Foto: Christoffer Laubel

1 af 2

Frivillige er blevet sat på en hård prøve med at dæmme op for syndfloden af cykler udenfor Tinderbox.

- Undskyld, men kan jeg få dig til at parkere din cykel inde i vores cykelbox i stedet for?

De frivillige, der står på gaden uden for festivalområdet er yderst høflige, når de tager kontakt til de cyklende. Og dem er der mange af. TV 2/FYN har i dag vurderet antallet af cykler i området til at være i nærheden af 10.000. 

Og for at dæmme op for syndfloden har Tinderbox i dag indsat ekstra frivillige til at tage kontakt til folk, når de forsøger at parkere deres cykel.

- De frivillige står helt fysisk og tager imod vores gæster og viser dem op til cykelparkeringen. Man skal jo selvfælgelig lige kunne finde det, før man kan sætte sin cykel der, fortæller Sigurd Berri, der er sikkerhedschef på Tinderbox.

Folk ude på gaden tager anvisningen pænt, men nogle har svært ved at forstå, hvorfor de ikke må holde der, når der holder i tusindvis af cykler i forvejen.

- De har selvfølgelig deres regler, så det er jeg forstående overfor, siger en kvindelig cyklist, der er ved at flytte sin cykel.

- Det er fantastisk. Tysk grundighed, siger en anden.

Sigurd Berri forklarer, at det også er for cyklisternes egen skyld, at cyklerne skal ind i cykelboxen.

- Der står cyklen bedre beskyttet. Så står den ikke i det område, hvor 40.000 mennesker passerer i aften, når de skal hjem. Så du gør dig selv en stor tjeneste.

Det har en engelsktalende gæst lidt svært ved at genkende, for han ville gerne have lænket sin cykel til et  træ ude ved vejen. I stedet skal han nu ind i cykelboxen, hvor man skal skue langt efter noget at lænke sin cykel til.




 

Ved du noget? Så send os et tip