I det fynske folks tjeneste

Ekstra sundhedshjælp til enlige

Hans Erik Pedersen er hjertepatient og kender til fordelen ved at have et netværk under sygdom

1 af 2

Hvis du er enlig eller er uden uddannelse skal du have ekstra hjælp i det syddanske sundhedssystem. Hjælpen skal sikre, at de svage patienter passer deres medicin og genoptræning efter operation.

En særlig indsats for at hjælpe enlige eller svage grupper efter en operation kan redde liv. Det viser erfaringer fra Århus og Odense Universitetshospital.

- Når man ikke har nogen at snakke med bliver man mere bange for sygdommen, og det er også svære at sørge for at få den rigtige kost, fortæller Hans Erik Pedersen, der er hjertepatient. 

Ordning udvides

Ordningen fra OUH skal nu udvides til at gælde hele sundhedssystemet i Region Syddanmark.

- Vi skal tilbyde samme behandling til alle patienter. Nogle patienter har et netværk, der kan hjælpe dem med at håndtere sygdommen og efterbehandlingen. Andre har ikke, og så må vi træde til, siger Bo Libergreen(V), der er formand for Region Syddanmarks Sundhedskoordinationsudvalg.

Derfor vil regionen nu udarbejde et program der sikrer at alle får samme kontrol, bistand og vejledning - enten fra familien eller fra sundhedssystemet.

- Vi kan tydeligt høre at jo mindre famlie man har, jo svære er det at lægge sin livsstil om med hensyn til kost og motion. Enlige har ingen at snakke med, de er mere bange og har forøget risiko for at blive indlagt igen, siger Kirsten Magaard, der er sygeplejerske i Hjerteforeningen i Odense.

Ved du noget? Så send os et tip