EL: Asylbørn med traumer skal have uddannede pædagoger

Det er uholdbart, at der kan være børnecentre, hvor personalet ikke har en pædagogisk uddannelse, mener EL.

Kommer børn alene og traumatiserede til Danmark, skal de være omgivet af voksne, der har en pædagogisk uddannelse.  Det mener Enhedslisten.

Partiet undrer sig over, at uddannelse ikke er et krav for dem, der skal hjælpe børnene, der kan have svære traumer.

- Det fremstår helt uholdbart, at der kan være børnecentre, hvor så stor en andel af personalet ikke har en pædagogisk uddannelse, siger Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Hun peger dermed direkte på Børnecenter Tullebølle, hvor halvdelen af de ansatte er ifølge Jyllands-Posten er ufaglærte.

- Pædagogik er en faglighed, og her er der ovenikøbet tale om børn, der har særlige behov, fordi der desværre ofte er tale om børn, der har traumer i bagagen, siger Enhedslistens integrationsordfører, Johanne Schmidt-Nielsen.

Reaktionen kommer, efter det i Jyllands-Posten er blevet beskrevet, at der i de fem kommuner, der driver asyllejre for børn, ikke er krav til personalesammensætningen fra Udlændingestyrelsens side.

Særligt har Børnecenter Tullebølle på Langeland tiltrukket sig opmærksomhed, efter fem unge fra centret blev anholdt ved dette års Langelands Festival. Her er der ikke krav om pædagogisk erfaring, og det undrer Enhedslistens ordfører.

- Spørgsmålet er, om Udlændingestyrelsen i tilstrækkelig grad tager højde for, om der er adgang til uddannet personale, når de placerer børnecentrene, siger hun.

I Udlændingestyrelsen understreger man dog, at der kan være behov for andre kompetencer end de pædagogiske på centrene for uledsagede asylbørn.
Det er op til den enkelte operatør af centrene at vurdere, lyder det.

Johanne Schmidt-Nielsen vil nu tage personaleproblematikken op med integration- og udlændingeminister Inger Støjberg og spørge ministeren, hvordan hun vil tilstræbe, at en så stor del af personalet har en pædagogisk uddannelse som muligt på landets børnecentre.

Der er i alt 80 asylcentre i Danmark. 14 af dem er de såkaldte børnecentre.

Oversigt

    Oversigt