I det fynske folks tjeneste

EL kræver afklaring af tørklæderegler

Enhedslisten kræver svar på, om Asmaa kan gå på Folketingets talerstol iført sit muslimske tørklæde.

EL vil have afklaring om Asmaa Abdol-Hamid må bære tørklæde i Folketinget

Enhedslisten kræver en afklaring af Folketingets regler om hovedbeklædning. Kravet kommer, fordi Dansk Folkepartis medlem af Folketingets Præsidium, Søren Espersen, truer med at stoppe Enhedslistens folketingsuppleant Asmaa Abdol-Hamid, hvis han sidder i formandsstolen, den dag hun måtte træde op på tingets talerstol iført sit muslimske tørklæde.

- Vi mener, det er i lodret modstrid med de regler, der gælder, og forventer at Folketingets formænd retter sig efter disse regler og ikke begår selvtægt eller opfinder deres egne regler. Det er vor klare opfattelse, at de nuværende regler ikke giver mulighed for at udelukke folketingsmedlemmer fra at bære tørklæde, siger næstformanden i Enhedslistens folketingsgruppe, Per Clausen.

Enhedslisten vil derfor mandag skrive et brev til Folketingets formand, Thor Pedersen (V), og bede ham bekræfte, at det forholder sig på den måde.