I det fynske folks tjeneste

Elefantoverhalinger: Nødspor forsinker forbud

Et totalt forbud mod lastbiloverhalinger på fynske motorvej forsinkes af regeringens planer om at inddrage nødsporet.

Lastbiloverhalinger som den her bliver måske ulovlig hele dagen på fynske motorvej. Men ikke endnu. For arbejdet med at indføre forbuddet er forsinket af blandt andet regeringens planer om at inddrage nødsporet. Foto: Ole Holbech.

I januar kom det frem, at en arbejdsgruppe bestående af blandt andre repræsentanter fra vognmandsbranchen, politiet og Vejdirektoratet arbejder på et totalt overhalingsforbud for lastbiler på fynske motorvej. 

Nu viser det sig, at blandt andet regeringens ønske om at inddrage nødsporet forsinker arbejdsgruppens planer.

Den anden faktor er, at vi skal indtænke, hvordan benyttelsen af nødsporet eventuelt ville kunne påvirke det forsøgsdesign, vi arbejder med

Ivar Sande, afdelingsleder, Vejdirektoratet.

I dag er det forbudt for lastbiler at overhale på fynske motorvej mellem Nørre Aaby og Odense ig tidsrummet 6-9 og 15-18.

Oprindeligt havde arbejdsgruppen med Vejdirektoratet i spidsen tænkt, at der netop på denne strækning skulle indføres overhalingsforbud for lastbiler hele dagen. Altså fra klokken 6-18. 

Læs også "Elefantoverhalinger": Debat om forbud på den fynske motorvej

Forbuddet var tænkt som et forsøg og skulle have været en realitet inden udgangen af 2017.

Nu bliver det ikke til noget foreløbig.

Det forklarer Ivar Sande. Han er afdelingsleder i Vejdirektoratet og formand for arbejdsgruppen, der arbejder med forbuddet.

- Der er to faktorer, som har forsinket forsøget. For det første har vi fundet ud af, at det bliver ret dyrt at udføre selve skiltningen for et forsøg. Og den anden faktor er, at vi skal indtænke, hvordan benyttelsen af nødsporet eventuelt ville kunne påvirke det forsøgsdesign, vi arbejder med, siger Ivar Sande, som er afdelingsleder i Vejdirektoratet.

Forbud skal afdække

I stedet er det nu uvist, hvorvidt det totale overhalingsforbud overhovedet bliver rullet ud på den uheldsplagede strækning mellem Odense og Nørre Aaby.

I stedet overvejer arbejdsgruppen, om forsøget skal flyttes længere vestpå til den tresporede del af motorvejen. Alternativt kan det også flyttes til strækningen mellem Odense og Nyborg.

Men der er endnu ikke truffet nogen beslutning, understreger Ivar Sande. Han håber dog, at det forsøgsvise overhalingsforbud kan rulles ud i løbet af 2018, hvor det så end bliver.

Håbet er, at et forsøg med overhalingsforbud kan afdække, i hvor høj grad lastbilers overhalinger medvirker til ulykker og kø på motorvejene, fortæller Ivar Sande.

Uanset hvad arbejdsgruppen ender med at foreslå, skal alle beslutninger godkendes i ministeriet, inden de kan implementeres.