Elektrikere klager over Tre-For

Private entrepenører og installatører føler sig udsat for unfair konkurrence fra forsyningsselskabet Tre-For.

Det er blandt andet et særdeles billigt tilbud fra Tre-For til Odense Kommune om energimærkning af bygninger, der har fået de private til at mistænke selskabet for unfair konkurrence.
- Tilbuddet til Odense Kommune ligger 30 procent under, hvad andre selskaber kunne give af tilbud. Derfor undrer vi os over, hvordan det kan lade sig gøre, siger Jørgen Andersen fra GK-Ventilation i Odense til Erhvervsbladet.

Entrepenører og installatører efterlyser en bedre kontrol med Tre-For, fordi man frygter, at selskabet sammenblander sin monopolforretning på el, gas og fjernvarme med entrepriseafdelingen.

Hos Tre-For afviser man beskyldningerne.
- Vi driver en ordentlig forretning, og Konkurrencestyrelsen har ikke fundet belæg for, at Tre-For sammenblander økonomien fra entrepriseselskabet med økonomien i monopolforretningen, siger administrerende direktør i Tre-For, Knud Steen Larsen, til Erhvervsbladet.

Oversigt

    Oversigt