I det fynske folks tjeneste

Elektronik strømmede ind: Overraskede selv genbrugspladsernes faste folk

Fynboerne strømmede søndag til genbrugspladserne med kasserede elektriske apparater i forbindelse med kampagnen Frit Lejde. Både forskerne og genbrugspladsernes egne folk er overvældede over, hvor meget elskrot der rent faktisk virker.

Kasserede el-apparater strømmede ind, da fynboerne fik frit lejde til at aflevere deres elskrot. Foto: Reza Sahrae

 

Fynboerne strømmede søndag til genbrugspladserne med kasserede el-apparater i forbindelse med kampagnen Frit Lejde for elskrot.

HJÆLP FORSKERNE OG VIND EN COMPUTER

  • Kunne du genbruge mere?
  • Hjælp forskerne og udfyld deres spørgeskema her.
  • Alle, der svarer, deltager i lodtrækningen om fem nyrenoverede computere.

Og det viser sig, som forskerne forudså, at mange af de indleverede apparater stadig virker.

Men faktisk virkede så mange, at det kom bag på selv genbrugspladsernes faste folk, selvom man skulle tro, de allerede havde set det meste.

- Det gør det faktisk. Men det er jo et smid ud samfund, vi lever i. Men jeg havde ikke troet, at sådan noget som den fladskærm der bare bliver kylet ud, fordi man vil have noget nyt, siger Anders Hansen og peger ned i en grøn container.

Anders Hansen er driftsleder hos FFV i FAaborg. I dag har han og kollegerne på genbrugspladsen taget imod boremaskiner, støvsugere, bærbare computere, mobiltelefoner, håndpiskere, fladskærmsfjernsyn og meget mere.

Professor Henrik Wenzel, idémanden til hele kampagnen, er også svært tilfreds. 

- Det går helt vildt godt. Jeg tror, vi er oppe på at have godt 800 produkter registreret i systemet med data og det hele. Og de fleste af dem virker, siger Henrik Wenzel.

Hvad skal der til for, at vi undgår at smide så meget ud, der ikke fejler noget som helst?

Henrik Wenzel, professor i cirkulær økonomi, Syddansk Universitet.

Sanne Rasmussen fra Vester Hæssinge er én af de fynboer, der troppede op med favnen fuld af elektronik søndag.

- Jeg synes, det er super godt, og det er noget, vi skal gøre mere i stedet for bare at smide væk.

Hun afleverede blandt andet to tablets, printere, en scanner og et par bærbare computere.

- Det hele virker faktisk, siger hun og slår ud med den ene arm.

- Det er simpelthen fordi, at så har vi skiftet ud. Printeren var dyr i farvepatroner. Så fik vi en laserprinter i stedet. Computeren var blevet for langsom, forklarer hun. 

00:20

Sanne Rasmussen og Flemming Jensen er nogle af de fynboer, som benyttede lejligheden søndag til at få ryddet ud i deres elskrot.

Luk video

Sælges på loppemarked

De indleverede el-apparater skal nu indgå i et forskningsprojektet, der har til formål at finde ud af, hvordan vi som samfund kan begynde at genbruge flere af vores elektriske apparater.

- Til februar laver vi en nogle workshops med genbrugsvirksomheder og med producenter af el-apparater for at se, hvordan det her kan løses. Hvordan kan man designe nye produkter bedre? Hvad skal der til for. at vi undgår at smide så meget ud, der ikke fejler noget som helst, siger Henrik Wenzel.

Derfor går forskningsresultaterne også videre til relevante myndigheder og politikere, så snart de er klar.

- Det kan du tro. Vi laver en meget fin afrapportering, og den ender hos Miljøstyrelsen og hos EU-kommissionen og alle mulige andre steder, siger Henrik Wenzel.

Når forskerne er færdige med apparaterne, bliver alle dem, der stadig virker, sat til salg på et loppemarked hos Odense Renovation 9. december.

Men inden da samler forskerne ind igen. I Assens sker det på lørdag den 24. november. I Odense, Svendborg og Faaborg den 25. november. 

FRIT LEJDE: DONÉR DIT ELSKROT OG FORTÆL FORSKERNE, HVAD DET FEJLER

  • Denne artikel er en del af TV 2/Fyns og Syddansk Universitets kampagne Frit Lejde.
  • Med Frit Lejde har alle fynboer mulighed for at indlevere deres kasserede el-apparater søndag den 18. og 25. november på de genbrugspladser, der er med i projektet. Dog med undtagelse af Assens, hvor indsamling sker lørdag.
  • Frit Lejde er et nyt forskningsprojekt. Bag projektet står Syddansk Universitet, TV 2/Fyn, Svendborg Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Odense Kommune og Assens Kommune.
  • Forskerne vil gerne have fynboerne til at indlevere deres kasserede el-apparater og i samme ombæring fortælle, hvorfor man har valgt at kassere det pågældende produkt.
  • Målet med projektet er at finde ud af, hvordan vi på den ene eller anden måde kan forlænge vores el-apparaters levetid.
  • Ofte er der slet ikke noget galt med de el-apparater, vi kasserer. Andre gange er det kun en enkelt komponent, der er i stykker.
  • Følgende genbrugspladser er med i projektet:
    Assens genbrugsplads, Torø Huse Vej 15, 5610 Assens: 17. og 24. november 10-16
    Faaborg Genbrugsstation, Mørkebjergvej 12, 5600 Faaborg: 18. og 25. november 10-16
    Genbrugsstationen Villestofte, Rugårdsvej 275, 5210 Odense NV: 18. og 25. november 10-16
    Genbrugsplads Svendborg, Miljøvej 10, 5700 Svendborg: 18. og 25. november 10-16
  • Forskerne tager både imod apparater, der virker, og dem der ikke gør. Alle apparater, der virker, bliver efterfølgende solgt på et loppemarked i Odense 9. december klokken 10-14
  • Loppemarkedet finder sted hos Odense Renovation på Snapindvej 21 i Odense. 
  • Forskerne tager imod alle el-apparater. Lige fra hårtørrere, håndpiskere, computere og telefoner. Det eneste, de ikke vil have, er hårde hvidevarer.