Elev arbejdede 106 timer på en uge

En elev på Dongshøjrup Maskinstation nord for Svendborg har fået efterbetalt 89.000 kroner, fordi han var blevet snydt for betaling for sit massive overarbejde hos en fynsk maskinstation.

I følge 3F arbejdede eleven 65 timer om ugen - hvilket er næsten det dobbelte af en normal arbejdsuge. Lønnen var på bare 75 kroner i timen - uanset om han kørte i arbejdsgiverens landbrugsmaskiner nat eller dag.

- Det er fuldstændig urimeligt at sætte en medarbejder til at arbejde så mange timer om dagen. I sådanne tilfælde tænker arbejdsgiveren ikke på medarbejderens helbred, siger Flemming Madsen, faglig sekretær hos 3F Sydfyn, til Nyhedsbrevet 3F.

Faldt i søvn bag rattet

Den unge elev havde det massive overarbejde fra april til november i år. I en uge kørte jordbrugsmaskinførereleven 106 timer i sin arbejdsgivers landbrugsmaskiner.

- Jeg er flere gange faldet i søvn i et par minutter, imens traktoren kørte videre. Jeg er også en gang kommet til at køre ind i et vejskilt med møgsprederen, fordi jeg var træt. Flere gange har jeg kørt i traktor i 22-23 timer i træk, fordi vi havde travlt, og jeg ikke kunne få en afløser, siger Martin Jørgensen.

30.000 for brud på EU-direktiv

Dongshøjrup Maskinstation har brudt EU's Arbejdstidsdirektiv markant. Direktivet fastslår, at en medarbejder maksimalt må arbejde 48 timer om ugen i gennemsnit i en periode på fire måneder.

- Det er aldeles uansvarligt at lade en ung elev køre med store landbrugsmaskiner i så mange timer ad gangen. Det er jo nærmest at bede om, at der sker en ulykke, siger Flemming Madsen, faglig sekretær hos 3F Sydfyn.

På maskinstationen er man tavse om sagen.

- Jeg har ingen kommentarer til sagen, siger Kim Jørgensen, ejer af Dongshøjrup Maskinstation, til Nyhedsbrevet 3F.

Oversigt

    Oversigt