Elevblokader på gymnasier

Mens de fleste fynske gymnasier er tilbage til normal undervisning, har eleverne på Midtfyns Gymnasium og Sct. Knuds Gymnasium blokeret lærerværelset.

Blokeret lærerværelset

Mandag nedlagde flere lærere arbejdet og elever blokerede for undervisningen på de fynske gymnasier i protest mod besparelser på gymnasieområdet. Torsdag er de fleste elever og lærere tilbage i undervisningslokalerne.

- Vi har ganske almindelig undervisning, lyder det fra både Middelfart Gymnasium, Nyborg Gymnasium og Odense Katedralskole.

Til gengæld har elever fra Sct. Knuds Gymnasium og Midtfyns Gymnasium sørget for, at de ikke får undervisning i dag.

- Efter et stormøde kl. 8 i morges besluttede eleverne sig for at blokere lærerværelset hele dagen, fortæller vicerektor Søren Hvarregaard på Midtfyns Gymnasium.

Stor aktionsdag på tirsdag

Vicerektoren regner med, at undervisningen bliver normal igen fredag og mandag, indtil eleverne vil protestere på en landsdækkende aktionsdag på tirsdag.

Ifølge vicerektor Sven Erik Larsen på Sct. Knuds Gymnasium i Odense mødes lærere fra hele landet i aften kl. 19 på Middelfart Gymnasium og Frederiksberg Gymnasium.

Oversigt

    Oversigt