I det fynske folks tjeneste

Elever dropper sunde skolemadordninger

Skolerne skal forbyde eleverne at gå til bageren, hvis de vil have succes med sunde madordninger, lyder opfordringen fra madfirma.

Eleverne skal droppe bagerbesøget i frikvarteret, hvis de sunde madordninger skal virke, siger madfirmaet Skolekantinen.dk

Skoleelever svigter kommunernes sunde madordninger, når de kan rende til bageren eller på burgerbar i stedet.

Det vurderer to madfirmaer, der leverer de sunde madpakker til skolerne.

Firmaet Skolekantinen.dk har netop opsagt samarbejdet med Nyborg Kommune og 15 andre skoler på Fyn, fordi tilslutningen til ordningen var for lille. Birthe Hansen, der er køkkenchef i firmaet, opfordrer skolerne til at lave regler, hvis de vil have succes med den sunde mad.

- Vi har succes de steder, hvor skolerne forbyder eleverne at gå uden for skolen, mens de på de andre skoler stadigvæk går ud og køber franske kartofler eller på en burgerbar i nærheden i stedet, fortæller hun, og baserer de positive erfaringer med madordningerne på skolerne i Fredericia og de 36 skoler på Fyn, hvor firmaet stadigvæk leverer mad.

Hos Godskolemad.dk er ejer René Hald enig i, at skoler og forældre skal satse helhjertet på madordningerne, hvis det skal lykkes - og at der ikke skal være konkurrence fra andre steder.