Elever fra Ryslinge Efterskole vinder idékonkurrence

Fem elever fra Ryslinge Efterskole har vundet Idékonkurrencen ved Danish Entrepreneurship Award.

Team Meetmethere, som vinderholdet fra Ryslinge Efterskole kalder sig, havde i deres idé fokus på integration i lokalsamfundet. De har udviklet et forum, der skal samle nydanskere og danskere og opfordre dem til at lave sjove arrangementer sammen.

- Vi har haft en hel uge, hvor vi har arbejdet intenst, og så har vi haft 1-2 dage, hvor vi har siddet og knoklet. Specielt i går aftes sad vi længe. Det er så fedt, at alt det arbejde virkelig har betalt sig til sidst, fortæller vinderholdet.

Nniveauet var generelt højt og konkurrencen hård, lyder det fra arrangørerne.

- Vi har set nogle rigtig gode idéer her på Danish Entrepreneurship Award, som har stort potentiale. Det er virkelig imponerende, hvor engagerede de unge er, og hvor meget de har forberedt sig på at præsentere og fremvise deres idé eller produkt. Jeg håber, at dagen i dag har givet alle de unge en masse viden og læring med hjem, som de kan bruge til at arbejde videre med deres idé, men som også gavner dem senere i livet, siger Christian Vintergaard, adm. direktør i Fonden for Entreprenørskab.

I alt deltog flere end 2000 unge i Idékonkurrencen, der kunne vindes af elever på grundskoleniveau, fra ungdomsuddannelser og fra videregående uddannelser.

 

Oversigt

    Oversigt