Elevrådsformand: Vi er bekymrede for en strejke

Hvis den varslede konflikt den 4. april bliver en realitet, kan det gå ud over eleverne på Sct. Knuds Gymnasium og HF.

Gymnasielærernes fagforening har på Fyn udpeget Odense Katedralskole, Sct. Knuds Gymnasium og HF og VUC Fyn til institutioner, hvor lærerne skal i konflikt. Der er varslet konflikt, fordi overenskomstforhandling for de offentlige ansatte er gået i hårdknude. 

Og dét bekymrer elevrådsformanden på Sct. Knuds Gymnasium og HF - fordi studentereksamen er lige om hjørnet.

- Det har selvfølgelig skabt en kæmpe forvirring blandt skolens elever, og jeg vil sige, at det især rammer 3. g’erne, da vi jo snart skal til eksamen og også håber at få en hue på, hvis vi er så heldige. Men problematikken ligger jo i, at der er stor uvished, og mange frygter, hvad der kommer til at ske, forklarer Kemal Slijepcevic, der er elevrådsformand på Sct. Knuds Gymnastium og HF.

Vi kommer stærkt igennem det

Det er svært at gøre så meget ved uvisheden, men skolens ledelse forsøger at holde elever og forældre underrettede løbende.

- På nuværende tidspunkt vil vores rektor sende en mail ud til alle skolens elever og forældre, og på den måde sikre at vi har en form for tryghed i starten. Hvad det konkret bliver senere hen, der må vi se, hvad fremtiden bringer, siger Kemal Slijepcevic.

Hvis eleverne ender med at mangle en måneds undervisning påpeger Kemal Slijepcevic, at eleverne ved, hvad de skal op i til eksamen, og at de derfor bliver nødt til at være disciplinerede og selv læse op.

- Lige meget hvad der kommer til at ske, tror jeg, at Sct. Knuds Gymnastium kommer til at stå rigtig stærkt, fordi vi har et stærkt gymnasium og en stærk ledelse. Så uanset hvad der sker, kommer vi stærkt igennem.

Oversigt

    Oversigt