Elselskaber bruger millioner på satsning på elbiler

Det forbrugerejede elselskab Energi Fyn har sammen med Seas-NVE, SE, Nrgi og Eniig har tilsammen skudt 183 millioner kroner i elbilfirmaet Clever gennem de sidste syv år.

Fem danske elselskaber har tilsammen brændt ca. 147 millioner kroner af i en storstilet satsning på elbiler i Danmark, skriver Finans.

De forbrugerejede elselskaber Seas-NVE, SE, Nrgi, Eniig og Energi Fyn har tilsammen skudt 183 millioner kroner i Clever over årene.

Og pengene fosser stadig ud af selskabet Clever, der leverer ladestandere til elbiler. Senest i februar skød de 25 millioner kroner ind i selskabet, fordi kassen var ved at være tom.

- Direktørerne i elselskaberne har set et stort potentiale i elbilerne, men de har ikke kunnet gennemskue kompleksiteten på området, og det er kritisabelt, siger Anders Larsen, ekstern lektor på Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv, RUC, til Finans.

Clever er et af flere eksempler på, at landets elselskaber taber store penge på investeringer, som ligger uden for deres kernekompetencer.

S kræver området gransket

Mandag fortalte Jyllands-Posten, at flere elselskaber - herunder den jysk-fynske Ewii - har investeret i områder, der ligger langt fra deres kerneforretning. Blandt andet tv-distribution, cykelstativer og træpillefabrikker. I mange tilfælde med tab.

Det fik Socialdemokraternes energiordfører Jens Joel til at kræve, at energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) redegør for, om reguleringen på området er skrap nok.

- Ministeren er nødt til at komme med en redegørelse for denne her sag, siger energiordfører Jens Joel (S).

- Og for om den regulering, vi har, er tilstrækkelig til at skabe sikkerhed for, at de penge, kunderne betaler til elnettet, rent faktisk også går til at sikre elnettets udvikling.

Det er hensigten med de nuværende regler, at elnettet, som selskaberne har monopol til at drive, ikke skal kunne finansiere investeringseventyr på andre områder.

Oversigt

    Oversigt