Emil Larsen om muligt skifte: Brøndby er interessant

OB's midtbanespiller erkender, at han befinder sig i en underlig situation, mens Brøndby forhandler om et køb.

Emil Larsen kalder Brøndby for en interessant klub, efter at det mandag er kommet frem, at superligaklubben forhandler med konkurrenten OB om et køb af kantspilleren.

- Brøndby er en af de største klubber i Danmark, så selvfølgelig er det interessant, siger Emil Larsen.

- Jeg ved, at der er forhandlinger i gang, men mere ved jeg ikke, siger han.

Den 22-årige kantspiller erkender, at han befinder sig i en underlig situation.

- Det er underligt, men det er en del af gamet. Sådan er det i fodbold.

Da Emil Larsen skiftede fra Lyngby til OB sidste år, valgte han også at flytte til Odense. Det geografiske har dog ikke nogen betydning for den hurtige kant.

- Jeg er fra Lyngby, så jeg er vant til at bo tæt på København, men det er egentlig ikke afgørende for mig.

- Jeg skrev i sin tid en kontrakt med OB, og det er også den, jeg forholder mig til lige nu, siger Larsen, der i øjeblikket er med landsholdet i Polen.

Danmark møder på onsdag polakkerne i en venskabskamp i Gdansk.

Oversigt

    Oversigt