I det fynske folks tjeneste

Emma Gad på plejehjem: Beboere har fået appetitten tilbage

Plejehjemsbeboere i Middelfart har fået appetitten tilbage i takt med, at blomstrede duge og fint porcelæn er flyttet ind på spisebordet.

Elna Rasmussen får skænket eftermiddagskaffen på Fænøsund Plejecenter, hvor Emma Gads principper har fået flere ældre til at spise.

Det hvide porcelæn stilles frem, og der bliver gjort klar til eftermiddagskaffen på Fænøsund Plejecenter i Middelfart.

For beboerne og særligt for 94-årige Elna Rasmussen er det vigtigt, at bordet er pænt, når det bliver spisetid.

Læs også Plejehjemsbeboere har talt: Storkeunge har fået sit navn

- Det betyder uendeligt meget, at der er de rigtige kulører på bordet, og det ikke står og svajer rundt, men at der er en vis orden i det, siger hun.

De bløde muffins gør sig til, mens den skoldhede kaffe hældes i kopperne.

Med blomstret dug, god stemning og Emma Gads principper på bordet har man i Middelfart fået de ældre på plejehjemmene til at spise mere.

Derfor har regeringen givet knap fem millioner kroner til, at samme principper skal ud i hjemmeplejen og hjem til de ældre. 

Læs også Optagelsesprøve: Brune Balou blev besøgshund

- Det betyder meget, hvordan maden ser ud, hvordan den dufter, hvordan den ligger på tallerknen. Er man ældre, måske i eget hjem, er det altså vigtigt, at den mad, man får leveret, på alle måder er indbydende, siger Jane Heitmann (V).

Alvorlige konsekvenser

I Middelfart er det især rammerne omkring måltiderne, man har haft fokus på. 

- Noget af det, jeg tror, vi er lykkedes med i Middelfart, er, at vi har haft fokus på det sociale i måltiderne. Vi tænker meget på, hvordan maden er anrettet, og hvor hyggeligt der er, der hvor man sidder, fortæller teamleder Lisbeth Lund-Jensen

Mens muffinsene og eftermiddagskaffen glider ned, håber Elna Rasmussen, at flere kan få indført de gamle principper over ældremaden i hjemmet, og det kan der da også være en rigtig god grund til, mener ernæringsekspert.

Det kan nemlig have store konsekvenser, hvis borgerne bliver underernærede.

- De bliver dårligere til at huske, de bliver dårlige funktionsmæssigt, altså får sværere ved at rejse sig, og deltager ikke i sociale aktiviteter, fortæller Anne Marie Beck, ernæringsforsker fra Professionshøjskolen Metropol.

Odense Kommune har fået 800.000 kroner fra regeringspuljen til at udrulle principperne fra Fænøsund Plejecenter. 

02:05 Luk video