I det fynske folks tjeneste

Emma svinger køllen tre gange om ugen - og har fået styr på sin diabetes

Golf er mere end hole-in-one, ternede bukser og ekstremt grønt græs. Golf kan nemlig også gøre en forskel for diabetikere. Emma Smith fra Odense er en af dem, der spiller sig til et normalt sukkertal.

00:33

Emma Smith har styr på sit slag - og sin diabetes. Video: Lasse Beck Frost

Tre gange om ugen traver Emma Smith rundt på golfbanen i Odense Golfklub. Det har den pensionerede odenseaner gjort i ni år. 

- Det er jo dejligt at komme ud i vejret. Jeg spiller både sommer og vinter, fortæller hun. 

Emma Smith er også diabetiker. En sygdom, som hun har haft siden hun fyldte 50 år. De mange golfture har ikke kun forbedret Emma Smiths spil. Det har også gjort en forskel for hendes diabetes.

Spiller man dårligt, så går man jo endnu flere skridt, for så skal man ud at lede efter boldene

Mogens Hüttel, næstformand i Odense Golfklub og pensioneret overlæge

- Det har gavnet på den måde, at jeg ikke synes, at jeg skal tage så meget medicin. Og jeg holder mit sukkertal rigtig fint. Det siger min læge. Og det synes jeg faktisk også selv, griner Emma Smith. 

Golf skal være for alle

I weekenden holdt golfklubber rundt om i landet Golfens Dag, som er en slags åbent hus. Det gjorde de også i Emma Smiths klub - Odense Golfklub.

Nye golfspillere på græs Foto: Lasse Beck Frost

Og det handler ikke kun om at hverve nye medlemmer. Det handler også om at tage et samfundsansvar.

- Diabetesudviklingen er tæt på katastrofal, siger næstformanden i Odense Golfklub, Mogens Hüttel, der også er pensioneret overlæge fra OUH. 

I golfklubben vil man gerne gøre en forskel for diabetikere. I maj inviterer de derfor sukkersygepatienter til en tur på golfplænen for at se, hvad det kræver at spille golf.

- Vi har en grund til at formode, at en tabletbehandlet type 2-diabetiker kan komme ud af sin medicinske behandling, lyder det fra Mogens Hüttel.

Læs også Sklerose-ramte Erik vil spille på alle landets golfbaner

Jo dårligere du spiller - jo mere motion får du

Ifølge Diabetesforeningen vejer 70 til 80 procent af alle diabetikere for meget. Her kan golfen gøre en forskel. 

- På grund af sukkersygens påvirkning på kroppen er diabetikere ofte ikke for gode til at bevæge sig så meget, som der skal til. Der er golf jo godt. Tænk på, at på en almindelig 18 hullers golfrunde, der går du jo 10.000 til 12.000 skridt. Spiller man dårligt, så går man jo endnu flere skridt, for så skal man ud at lede efter boldene, siger Mogens Hüttel.

Golf kan gøre en forskel for sukkersygepatienter. Foto: Lasse Beck Frost

Diabetespatienter kan forebygge udviklingen af sygdommen med motion og forbedre livskvaliteten. Det kan Emma Smith skrive under på. 

- Jeg synes, at jeg har fået et...ikke perfekt liv - men et godt liv, for hvad er et perfekt liv? Men golfen giver jo også en glæde, griner Emma Smith.

Beregninger fra revisonsfirmaet KPMG viser, at golfsporten kan give en potentiel årlig besparelse på mere end 280 millioner kroner til behandling, medicinering, pleje og tabt arbejdsfortjeneste ved type-2 diabetes.

Artiklen fortsætter under indslaget

02:38

Se indslaget fra Odense Golfklub

Luk video

Dansk Golf Union og Aarhus Universitet har lige nu gang i et forskningsprojekt om golf og diabetes. Projektet skal undersøge, om golf kan påvirke sygdomsforløbet hos personer med type 2-diabetes. Her er 30 diabetikere blevet sat til at spille golf og skal herefter sammenlignes med en kontrolgruppe på 30 diabetikere, der ikke dyrker motion. 

Hvorfor er golf godt?

  • Forskning fra specialuniversitet 'London School of Economics and Political Science' viser, at regelmæssig gang i rask tempo, såsom golf, er den bedste træningsform i forhold til at holde vægten nede.  
     
  • Når golfspillerne er aktive med golfsporten, lever de i gennemsnit syv år længere, end hvis de var inaktive.
     
  • De har lavere risiko for førtidspension, har mindre kontakt til alment praktiserende læger, og hvis de er over 45 år falder sandsynligheden også for psykiatriske ambulante hospitalsbesøg.
     
  • Derudover reduceres risikoen for en lang række livstilssygdomme ved fysisk aktivitet, som blandt andet iskæmisk hjertesygdom, brystkræft og type-2 diabetes.  
     
  • Den gennemsnitlige golfklub forhindrer, at mellem 6 og 30 personer udvikler diabetes type-2.

    Kilde: Damvad Analytics / Golfsportens samfundsværdi 2017