En af verdens største motionsevents begyndte lige her på Fyn

I år er det 35 år siden, at en gruppe idrætslærere på Fyn fik ideen til Skolernes Motionsløb. Siden har løbet bredt sig til hele landet - og omkring 700.000 børn bliver i dag luftet, inden de kan lunte hjem på efterårsferie.

Det begyndte på Fyn i 1982. En flok idrætslærere havde fået ideen om at lave et rigtig stort fælles motionsarrangement for alle skoler på Fyn. Og det lykkedes. 

quote <em>Kan du fortælle mig, hvad et miljøorienteringsløb er?</em><br />- Ja, det er sådan, at man skal ud på nogle poster og lave sådan noget...miljø.

Elev i 4. klasse på Rosengårdskolen i Odense i 1991

Mere end 55.000 fynske elever styrtede af sted det første år, og allerede året efter adopterede resten af landet den fynske idé. I dag er Skolernes Motionsløb med over 700.000 deltagere en af verdens største motionsevent.

Forskning viser, at bevægelse gavner elevernes sundhed, læring og trivsel, og derfor glæder det også generalsekretær i Dansk Skoleidræt, Thomas Skovgaard, at hele 98 procent af de danske folkeskoler deltager i dagen.

- På Skolernes Motionsdag mærker eleverne, hvor sjovt det er at bevæge sig – især når man er sammen med andre. Det er en oplevelse, som både er god på dagen, og som kan tages med videre, siger han.

Rosengårdskolen anno 1991
Rosengårdskolen anno 1991
Foto: TV 2/FYN

Motionsløb i stonewashed jeans og campinghabitter

I 1991 løb TV 2/Fyn med, da elever fra Rosengårdskolen i Odense deltog i det traditionelle motionsløb inden efterårsferien. Men i stedet for at løbe tre, fem eller ti kilometer tonsede eleverne rundt i området til et miljøorienteringsløb

Kan du fortælle mig, hvad et miljøorienteringsløb er?

- Ja, det er sådan, at man skal ud på nogle poster og lave sådan noget...miljø, svarer Diana Kristiansen TV 2/Fyns reporter. 

Hvide tennissokker, stonewashed jeans og fritidsdragter i fantastiske farver. Sådan så motionsløbet ud i 1991.
Hvide tennissokker, stonewashed jeans og fritidsdragter i fantastiske farver. Sådan så motionsløbet ud i 1991.
Foto: TV 2/FYN

I 80'erne handlede det mest om at løbe - men efterhånden udviklede løbet sig til en motionsevent på skolerne. Og på Rosengårdskolen fik man altså ideen til et miljøorienteringsløb, selvom ikke alle børn havde helt styr på, hvad det egentlig var for en størrelse. Men så er det jo godt, at man kunne få idrætslæreren til at forklare. 

- Jeg synes ikke, det er svært at få børn til at dyrke motion - og især ikke på den dag her, hvor det er sidste dag før efterårsferien, fortæller idrætslærer på skolen, Niels Nielsen og fortsætter: 

- Men der måtte godt ske noget andet i år, så vi har givet dem en mulighed for at løbe et miljøorienteringsløb.

- Et eksempel på en opgave kunne være nede i vores lille skov, hvor de skal finde nogle ting, som ikke hører skoven til, forklarer Niels Nielsen. 

Gode vaner tidligt i livet

Skolernes Motionsdag er i dag en del af programmet Sunde Børn Bevæger Skolen, der er et samarbejde mellem Dansk Skoleidræt og TrygFonden. Målet med programmet er, at flere børn og unge bevæger sig mere og grundlægger sunde vaner tidligt i livet. 

-  Både på den korte og lange bane gavner det elevernes sundhed og trivsel at få en skoledag fuld af bevægelse, og vi er glade for, at så mange skoler deltager i Skolernes Motionsdag og viser eleverne et varieret udbud af idrætsaktiviteter, siger direktør i TrygFonden, Gurli Martinussen.

Oversigt

    Oversigt