En dollar blev til 65.000 kroner

En fynsk familiefar har småsyslet lidt med poker på nettet. Pludselig befandt han sig ved finalebordet til DM i poker i København.

En spritny bærbar computer ankom tirsdag til meget tilfreds Mogens Weng på hans arbejdsplads Brdr. Dahl i Odense.

Det er en af de ekstra goder han har fået for de 65.000 kroner, han har vundet i weekenden til DM i poker i København.

Ud af 133 pokerspillere sad han pludselig mellem de sidste 16, og der var kun pengepræmier til de sidste 15.

- Der lå 30.000 og ventede, så jeg blev sat lidt på en prøve. Jeg kunne faktisk ryge ud som nummer 16. Jeg brugte tre fire minutter på at overveje om jeg skulle kalde en bestemt hånd, og den kaldte jeg, og så var jeg ret heldig på det sidste kort, der blev vendt, fortæller Mogens Weng.

Sluttede som nummer otte

Mogens Weng spillede sig frem som nummer otte ved DM og vandt 65.000 kroner, selvom han aldrig har deltaget i en finale før.

Og han kunne godt mærke presset fra de kendte pokerspillere undervejs:

- Man kan godt mærke at nogle af dem prøver at skubbe en, fordi man er ny i gamet, og de ved jo godt, at man er bange for at ryge ud.

Pengepræmien skal nok få ben at gå på.

- Nu har jeg lige fået nu computer, konen og jeg skal med børnene en tur syd på i en uge, der ikke lige var planlagt, men nu er pengene der, så det skal vi lige nyde det lidt. Så har vi lige overvejet at købe en ny sofa, men vi skal lige sondere terrænet, griner Mogens Weng.

Oversigt

    Oversigt