Valget sætter gang i gætteleg på Avernakø

Mere end 60 procent stemte rødt eller Alternativet på Avernakø, mens en enkelt stemte Stram Kurs. Ifølge øboerne er der plads til alle, men alligevel bliver der gættet på kryds og tværs.

Onsdag stemte 77 beboere på Avernakø til folketingsvalget, og det endte med at gøre øen rød. Enhedslisten blev det største parti med 17 stemmer, og over 60 procent af stemmerne gik til enten et af de røde partier eller Alternativet. 

Der var dog en enkelt stemme, der skilte sig ud. Partiet Stram Kurs fik nemlig også en stemme på Avernakø, og på sådan en lille ø, undgår man ikke, at der bliver gættet på, hvem der stemmer hvad. 

- Man har jo lov til at gætte på, hvem det kan være. Men det snakker vi ikke noget om jo. Det er helt sikkert, siger Helge Christensen, der driver et mindre landbrug på øen. 

Røde tilflyttere

Det overrasker ham ikke, at de røde partier endte med flest stemmer på Avernakø.

- Vi får jo forskellige tilflyttere til øen efterhånden, siger han. 

Han mener, at tilflyttere bringer nye holdninger til øen. 

- Ellers var det jo mest Venstre og Konservative, der dominerede herovre for år tilbage, siger han. 

Venstre fik ved dette valg 14 stemmer på Avernakø og var dermed øens tredjestørste parti. Konservative fik 8. 

- Det kan ikke kun være lokale

Gitte Sørensen driver Avernakø Landhotel og Gårdbutik. Hun mener ikke teorien om, at tilflytterne stemmer rødt, holder. 

- Hvis du spørger de lokale, vil de sige: Jamen, det er også tilflytterne, der gør det. Men det kan det jo ikke være, for der er jo mange flere (stemmer på røde partier red.) end bare tilflyttere. Så måske er vi bare generelt, socialt indstillede, siger hun. 

At øens stemmer spænder lige fra Enhedslisten til Stram Kurs overrasker ikke Gitte Sørensen. 

- Vi er jo ikke et kollektiv. Tværtimod. Der er rigtig mange, der flytter ud på en ø, fordi der er god plads til måske netop at være, ligesom man er. Det passer også rigtig godt, siger hun. 

På Avernakø blev der i går afgivet 77 stemmer - og langt de fleste gik til Enhedslisten og Socialdemokratiet. Øen er altså ræverød. Men det kom ikke som nogen overraskelse, for alle ved hvad naboen stemmer.

Oversigt

    Oversigt