I det fynske folks tjeneste

En etnolog skal hjælpe Haastrup

Beboerne i Haastrup frygter, at et nyt kommunalt planforslag fra Faaborg-Midtfyn Kommune vil standse udviklingen i deres by. Derfor har de hyret en etnolog til at skaffe gode modargumenter.

Haastrup

I to en halv måned har etnolog Karen Elberg fra Svendborg arbejdet for Haastrup Udviklingsråd. Hun er hyret til at lave en rapport, der skal bruges som skyts i et høringssvar til Fåborg-Midtfyns nye kommuneplan.

Og budskabet i hendes rapport er klart: Hvis denne plan bliver ført igennem, fører det til Haastrups død.

Kommuneplanen placerer udviklingen ved de store byer og langs motorvejen mellem Svendborg og Odense. I Haastrup bliver der i stedet sat begrænsninger for udviklingen af boliger og erhverv.

Kommunen overvejer eksempelvis at lukke Haastrups børnehave, og det kan blive begyndelsen til enden for byen, mener etnologen.

Haastrup Udviklingsråd frygter, at kommuneplanen vil betyde døden for Haastrup og mange andre små bysamfund. Og i byen oplever de, at kommuneplanerne bygger på konsulentrapporter og statistikker, i stedet for kendskab til befolkningen og de lokale forhold.