I det fynske folks tjeneste

En fynsk stemmeslugers nedtur

-

-

For bare få måneder siden blev han kåret som én af landets mest populære politikere med store personlige stemmetal - både i Farum og på Fyn.


I dag hænger den politiske karriere for det fynskvalgte folketingsmedlem, Peter Brixtofte fra Venstre, i en tynd tråd.


Næsten hver eneste dag bringer medierne nye beskyldninger om fusk og svindel med borgernes penge i Farum Kommune.


Anklagerne
Peter Brixtofte er blandt andet beskyldt for:



  • at have nydt vin til 8000 kroner flasken og derefter at have sendt regningen videre til Farums skatteydere.
  • at have sørget for at en bekendt fik en ekstrabetaling på 325.000 kr. for et stykke jord
  • at have dirigeret penge fra Farum Kommunekasse til Farum Boldklub
  • at have truffet ulovlige og enerådige økonomiske dispositioner for Farum Kommune

Anklagerne mod Brixtofte har fået Bagmandspolitiet til at indlede en efterforskning mod Brixtofte og af de økonomiske forhold i Farum Kommune.


Fra Farum til Fyn
Men Brixtofte-sagen er ikke bare en mellemværende mellem borgerne i Farum og den populære borgmester.


På Fyn har Peter Brixtofte siden 1990 været en af amtets mest markante stemmeslugere. Han toppede ved folketingsvalget i 1998, hvor han fik 17.543 stemmer. Men også ved folketingsvalget i november sidste år, scorede Brixtofte masser af personlige stemmer, selvom det på det tidspunkt var kendt, at han stort set aldrig viste sig i folketinget.


I alt 16.467 fynboer stemte på Peter Brixtofte 20. november.


Og det undrer Peter Brixtoftes parti- og folketingskolleger Birthe Rønn Hornbech sig over. 


\"Valget for kun tre måneder siden viser, at tusinder af vælgere på Fyn faktisk foretrækker en folketingsmand, der sjældent viser sig i valgkredsen og så at sige aldrig i Folketinget. Sådan er folkestyret\" skrev hun i Jyllands-Posten i torsdags.


Uklar fremtid
Men formentlig for fynboerne ikke flere chancer for at støtte Brixtofte. Han har meddelt sin kreds-formand i Otterup, at han ikke genopstiller.


Tilgengæld er det uklart om han vil repræsentere Fyn denne folketingsperiode ud eller om han vil gå på orlov, som han på et tidspunkt gav udtryk for.


Vi har her samlet en lang række artikler, tv-indslag og links, der kan være med til at belyse de fynske aspekter af Brixtofte-skandalen.


Skriv et debatindlæg om Brixtofte-sagen