En Kongelig Højhed på odenseansk teater - kan det passe?

Driver de gæk med os på Teater Momentum? Eller er den god nok? Får de virkelig en kongelig protektor i morgen? Eller er det bare gas?

Sikkert er det, at Teater Momentum torsdag 16.30 afholder pressemøde, hvor de afslører deres nye, kongelige protektor. Det bliver med rød løber, taler og hele pivtøjet.  Men inden man pudser sin royale benovelse  af og finder den mørkeblå blazer frem, skal man nok tøve en kende. For i år er intet som forventet på Teater Momentum.

En svensker med en sindssyg idé

Det odenseanske teater har nemlig fået den rablende gale idé, at de i år vil opsætte det samme som Det Kongelige Teater i København. Altså  præcist det samme: rub og stub. Men betingelserne er ikke ligefrem de samme.

På det Kongelige Teater har de 120 skuespillere. På Teater Momentum har de fire. På Det Kongelige Teater sætter de i år omkring 16 forestillinger op plus det løse. På teater Momentum plejer de at sætte tre forestillinger op. om året.

Alligevel har den kunsteriske leder, svenske Henrik Grimbäck, valgt at bevæge sig ud på dybt vand med tynd is. Han satser hele butikken og er allerede godt i gang med en halsbrækkende sæson, der ikke minder om noget andet, som Teater Momentum nogensinde har prøvet før.

Teateret har netop haft dundrende succes med deres version af Ødipus/Antigone og har d. 23. november premiere på forestillingen Højskolesangbogen.

Kongelig protektor?

Torsdag afholdes der så pressemøde om den kommende forestilling, og samtidig afsløres det, hvem den kongelige protektor er. Hvor kongelig denne så end måtte være. For intet af det, som Teater Momentum har skabt ud fra Det Kongelige Teaters sæsonprogram, har lignet den  københavnske version. Så det gør en kongelig protektor sikkert heller ikke.

Uanset hvor blåt blodet er hos den nye protektor, så deltager vedkommende bagefter i en paneldebat med Rådmand Jane Jegind og kunsterisk leder Henrik Grimbäck om høksjolesangbogen berettigelse i dag.

Højskolesangen

Den kommende forestilling sætter fokus på en klassisk, dansk institution: Højskolesangbogen. Den har gennem historien fungeret som samlingspunkt.  Det startede med Grundtvig og med ideen om fælles læring for senere at fungere som nationalt protestværktøj under nazismen.

Teater Momentum stiller med den kommende forestilling spørgsmål som: Har den danske sangskat også fremadrettet en vigtig funktion? Kan vi stadig genkende os selv i sangbogen? Har vi taget stilling til det, som vi synger, eller nynner vi bare med?

Højskolesangbogen er også Momentums julefrokostforestilling.

Se med på TV 2/FYN torsdag kl. 17.

Oversigt

    Oversigt