I det fynske folks tjeneste

Guldkronens ejer efter brand: - En kunde sagde "sikke det ryger ude på torvet"

Det lykkedes for værtshusejer Henrik Rasmussen at redde nogle af de ting, som gæsterne sætter pris på. Men foran ham står et større arbejde.

01:36

Henrik Rasmussen: - Jeg tror faktisk ikke, at jeg fatter, hvad der er sket. Video: Alexander Aagaard

Det var ikke lige sådan værtshusejer Henrik Rasmussen havde tænkt sig, at ugens første dag skulle udvikle sig.

Men hen på eftermiddagen kunne han se brandfolkene fra Trekantsområdets Brandvæsen afslutte slukningsarbejdet. En brand har taget øverste etage på den ejendom, hvor hans værtshus, Guldkronen, har til huse.

Det var godt, at der ikke var nogen der kom til skade. Det er vi glade for.

Henrik Rasmussen, ejer af Guldkronen

Klokken 12.56 indgik der en alarm til brandvæsnet om, at der var ild i en etageejendom på Torvet 2 i Middelfart. Det var en tom lejlighed over Guldkronen, der var i brand.

- En af vores kunder sagde; "sikke det ryger ude på torvet". Det ku' jeg godt se, det gjorde, og jeg rendte så ud og så, at der kom røg ud af vores tagetage, fortæller Henrik Rasmussen til TV 2/Fyn.

Henrik Rasmussen fortæller stille og roligt om branden, hvor han løb op på loftet og kunne se, at der var ild. Han løb ned og hentede en pulverslukker.

- Men allerede da jeg kom tilbage, kunne jeg simpelthen ikke komme ind i loftsrummet.

Ved 16-tiden kunne indsatsleder Ulrik Strehle fra Trekantsområdets Brandvæsen konstatere, at den øverste lejlighed var udbrændt, og at der var brugt en hel del vand på at slukke branden.

- Så der selvfølgelig en betydelig vandskade på bygningen, sagde Ulrik Strehle.

Læs også Beboere evakueret: Taglejlighed udbrændt

Klenodier reddet

Henrik Ramussens værtshus består af tre krostuer, og han vurderer, at det kun er den ene, og køkkenet som er alvorligt ramt.

- De to andre ser ud til at være intakte, fortæller han, og glæder sig over, at det er lykkedes at redde nogle af de ting, som gæsterne sætter pris på:

- Vi har reddet alle vores gamle klenodier, gamle møbler, gamle billeder ..., og der er ikke noget af det, der umiddelbart har taget skade.

- Umiddelbart ser det ud til, at det, vores kunder synes er meget værd; den gamle Lillebæltsbro og færger der sejler over og så videre, ser ud til at være intakt.

Jeg fatter det måske ikke endnu

Til gengæld må Henrik Rasmussen se i øjnene, at foran ham ligger en hel del arbejde med at få vasket det hele ned, lagt nyt tag på og få genetableret lejligheden på første sal.

Det tager han med ophøjet ro, men han erkender, at det måske ikke helt er gået op for ham, hvad der egentlig skete:

- Jeg har lige sagt til en af mine venner, at jeg tror faktisk ikke, at jeg fatter, hvad der er sket endnu. Jeg er bare i sådan et "praktisk mode" på en eller anden måde, siger han og tilføjer: 

- Jeg har altid været irriteret på sportsfolk, der har vundet et verdensmesterskab og som siger, at det ikke rigtig er gået op for dem endnu. Det ved jeg så, hvad betyder nu.

- Så der kommer ganske givet en reaktion på et eller andet tidspunkt. Men det var godt, at der ikke var nogen der kom til skade. Det er vi glade for.

Guldkronen er lukket, men Henrik Rasmussen håber, at der bliver åbnet for kunder igen i næste uge.

Læs også To gange på en uge: Endnu en boldbane kørt i stykker