En stor dag for Dronningen

- Det er en stor dag for mig - i hvert fald indtil i morgen! Med denne og andre kvikke replikker mødte en smilende og glad dronning Margrethe lørdag pressen forud for åbningen af den store dialogudstilling \"Landskabets sjæl\" i museet Kunsthallen på kulturcentret Brandts Klædefabrik i Odense.

-

- Det er en stor dag for mig - i hvert fald indtil i morgen!
Med denne og andre kvikke replikker mødte en smilende og glad dronning Margrethe lørdag pressen forud for åbningen af den store dialogudstilling \"Landskabets sjæl\" i museet Kunsthallen på kulturcentret Brandts Klædefabrik i Odense.

Udstillingen, der varer til januar, omfatter 30 malerier og akvareller af dronningen og et tilsvarende antal af den svenske prins Eugen (1865-1947), bror til dronning Ingrids farfar, Gustav V.  Den er blevet til på initiativ af Kunsthallens direktør Karsten Ohrt. Næsten maritimt klædt i blåt og hvidt, marineblå jakke med bredt hvidt revers og en stor guldbroche placeret på højre revers - og uden hat - fortalte dronning Margrethe om udstillingen:

- Jeg har aldrig tænkt på at sammenligne mine billeder med prins Eugens kunst, før Karsten Ohrt for omkring to år siden spurgte, om jeg kunne tænke mig at indgå i denne dialogudstilling med prins Eugen. Vi er begge århundredskifte-malere, kan man vel sige.

Men prins Eugen var en ung mand - jeg er jo sådan en halvgammel kone.- Så jeg tænkte: Det var ikke småting!, da Karsten Ohrt fortalte om sin idé. Det er spændende at skulle udstille sammen med prins Eugen, selv om det er en mand, jeg ikke rigtig har kendt selv. Så tværs over tre generationer fik jeg et lille klap på skulderen, fortalte dronning Margrethe, der på et tidspunkt over for en udenlandsk journalist slog over i flydende fransk - for bagefter på dansk at forklare, hvad hun havde sagt...

Om oplægget til udstillingen sagde dronningen - som ikke rørte det lille askebæger, der var sat foran hende - at hovedlinjerne i ophængningen var fulgt:- Vi har så flyttet lidt hist og lidt pist. Men jeg føler ikke, at jeg har vredet armen særlig meget om på Karsten Ohrt!

Dronningen sagde om sit arbejde med at male, at det er torsdag eftermiddag altid reserveret til:- Jeg arbejder vel i en romantisk tradition, og det har altid været landskabsmaleriet, jeg ville - også før jeg blev klar over det. At det så er blevet nogle sære landskaber, er noget andet...

Om de billeder, dronning Margrethe har med, og forventningen til udstillingen sagde dronningen:
- De billeder, jeg har med her, er dem, jeg kan stå inde for. De kunne måske være bedre, men jeg kan stå inde for dem. Og jeg ville da gerne have, at folk, når de ser udstillingen, får lyst til at gå ind i mine billeder, lød det fra dronningen.

Og nej - ikke ét ord om en eventuel kommende forlovelse i kongehuset.
/ritzau/

Oversigt

    Oversigt