Endelig kom de nye kartofler

De første danske kartofler er fra Fyn. Efter den officielle vejning blev de sendt ekspres til kronprinsparret.

En helt særlig gødning af hestemøg, halm, blade, salpeter og vand sikrede onsdag danmarksmesterskabet i dyrkning af frilandskartofler.

De syv kartoffelplanter, der er dyrket af Erling Rasmussen fra Vester Egense, Bogense Kommune, gav en afgrøde på over to kilo.

Helt præcist viste vægten 2226 gram, da Danmarks Kartoffelråd officielt vejede de tre finalisters første kartofler i Kerteminde. De to øvrige deltagere - også fra Fyn - havde under et kilo på deres planter.

De lækre, nye kartofler blev straks fragtet med eksprespost til kronprinseparret i Fredensborg. Normalt er det dronningen, som modtager årets første frilandskartofler, men hun har i år bedt om, at de blev sendt til Kancellihuset.

Oversigt

    Oversigt