Endelig nyt fra Brixtofte

Efter en måneds tid uden at høre fra Peter Brixtofte, har formanden for Venstre i Otterup modtaget et brev. Den kontroversielle Farum-borgmester stiller ikke længere op i Otterup-kredsen.

-

Efter en måneds tid uden at høre fra Peter Brixtofte, har formanden for Venstre i Otterup modtaget et brev. Den kontroversielle Farum-borgmester stiller ikke længere op i Otterup-kredsen.


I brevet, der kom mandag, meddeler Peter Brixtofte samtidig, at han ikke kommer til kredsbestyrelsens møde mandag aften.


Formanden for venstre i Otterup, Aase Lundsgaard, har tydeligere og tydeligere givet udtryk for frustration de seneste uger over, at Peter Brixtofte ikke har givet lyd fra sig.


Så sent som søndag aften havde hverken hun, eller andre i Otterup, hørt fra ham. Derfor blev kredsbestyrelsens møde mandag aften, som Brixtofte var inviteret med til, sat som en sidste frist.


Nu har Peter Brixtofte imidlertid skrevet og meddelt at han frasiger sig at stille op som folketingskandidat i Otterupkredsen, og at han ikke kommer til bestyrelsesmødet i aften.


\"Jeg er lettet over brevet, forstået på den måde, at vi nu ved, hvad vi har med at gøre\", siger formanden for Venstre i Otterup, Aase Lundsgaard, til TV2/ FYN.


\"Det ville have været svært at holde bestyrelsesmøde og drøfte noget, vi kun har hørt gennem pressen. Nu har Peter Brixtofte personligt bekræftet det. På den måde er hans brev i dag en lettelse\", siger Aase Lundsgaard. Hun mener, at Peter Brixtofte har truffet en fornuftig beslutning i den givne situation; men hun tilføjer, at han vil blive savnet.


Hun er ikke i tvivl om at bestyrelsen, på mødet mandag aften, tager hul på forberedelserne til at finde en ny folketingskandidat til erstatning for Peter Brixtofte.


De når dog næppe så langt. \"Vi regner jo med at have god tid, inden et kommende valg\", siger Aase Lundsgaard. 

Oversigt

    Oversigt