Endelig overskud hos Daloon i Nyborg

Englænderne vilde med Daloons grøntsagsprodukter.

Efter en stribe magre år kom forårsrullevirksomheden Daloon med hovedsæde i Nyborg ud af 2015 med et overskud på otte millioner kroner før skat.

Det er en forbedring på 11 millioner kroner i forhold til 2014.

Det er især salget af grøntsagsprodukter til engelske kunder, der har øget omsætningen, der steg fra 245 til 296 millioner kroner.

Den øgede aktivitet har betydet, at antallet af medarbejdere steg fra 177 til 190.

Det er dog især aktiviteten på den engelske fabrik, der er øget. Omsætningen her steg med 40 procent.

Generelt er Daloons produkter dog under pres fra faldende forbrug og lave priser i detailbranchen.

Daloon blev sidste år solgt af Hemming Van til det hollandske selskab Izico Holding.

Ledelsen forventer øget omsætning i 2016 og et overskud på linje med resultatet i 2015.

Oversigt

    Oversigt