Endeligt bekræftet: Langeskov får sin IC-timedrift

Efter længere tids tvivl bekræfter DSB nu, at der kommer IC-timedrift til og fra Langeskov med i køreplanen for 2017.

DSBs informationschef, Tony Bispeskov, bekræfter overfor Fyens Stiftstidende, at IC-timedrift er med i den køreplan, der udkommer den 11. december 2016 og gælder for 2017.

- Det er det, vi arbejder for. Langeskov ligger i køreplanerne for 2017, som færdiggøres endeligt i efteråret, siger informationschef hos DSB, Tony Bispeskov til Fyens Stiftstidende.

DSB og Banedanmark har ellers været imod at indføre IC-timedrift fra Langeskov med den begrundelse, at det vil påvirke den øvrige togdrift negativt.

Men nu har DSB indset, at ønsket om timedrift er meget stort i Langeskov og opland, så nu kommer det.

- Det er en stor lettelse efter næsten et år, hvor der har været tvivl om, om det nogensinde blev til noget. Jeg er meget, meget glad, siger Anne Fiber fra Østfyns Pendlerklub til TV 2/FYN.

Hun frygter ikke, at DSB igen skifter mening.

- Principielt skal køreplanen jo godkendes formelt; men jeg betragter det som hypotetisk, at det kan gå galt, når Tony Bispeskov melder ud på den måde. Det ville han næppe gøre, hvis der stadig var usikkerhed, siger Anne Fiber.

Medlem af Folketingets transportudvalg, Jane Heitmann, Venstre, jubler også.

- Det er fantastisk, at det kan lade sig gøre. Jeg har jo kæmpet for det her siden begyndelsen. Det var en kamp overhovedet at få IC-stop i Langeskov, og nu kommer der også timedrift. Jeg er så glad og lykkelig, siger hun til TV 2/FYN.

Oversigt

    Oversigt